8 Mile UHD Blu-ray anmeldelse

 
8 Mile UHD Blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
8 Mile UHD Blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 50 minutter
Lyd: DTS:X
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 4K - 2.35:1
HDR: HDR10

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 7. november 2022
Distributør: SF Studios / Universal
Antal disk: 2  = UHD 4K blu-ray +  Blu-ray 

Genre: Drama
Biograf premiere: 17. januar 2003
 
Instruktør: Curtis Hanson
Manuskript: Scott Silver
Producere: Bl.a. Jim Whitaker, Paul Rosenberg, Carol Fenelon
Fotograf: Rodrigo Prieto
Klip: Craig Kitson, Jay Rabinowitz
Musik: N/A
 
Skuespiller:
Eminem som Jimmy
Kim Basinger som Stephanie
Mekhi Phifer som Future
Brittany Murphy som Alex
Anthony Mackie som Papa Doc
 
Beskrivelse: 
I Detroit er 8 Mile den vej, der deler store dele af byens sorte og hvide befolkning. Indbyggerne kender den og affinder sig med den, men for Jimmy Smith er 8 Mile grænsen, der forhindrer ham i at være, hvor han ønsker, fordi han er hvid. Jimmy har det bedst i Detroits sorte rapmiljø, hvor han tidligt opdager, at han bedst udtrykker sin vrede og frygt, men Jimmy bor på den anden side af 8 Mile i et kvarter der falder sammen ligesom Jimmys familie.
 
8 Mile UHD Blu-ray anmeldelse
 
Efter at sangfuglen Britney Spears kørte verden rundt i sin overfladiske filmdebut, Crossroads, var der frygtende miner hos de mange Eminem fans, da 8 Mile blev annonceret med rapikonet som filmens altoverskyggende hovedrolle. For hvor ofte har vi ikke set at en sangstjerne er endt i en ulidelig selvcentreret musicalkomedie, hvor promoveringen af sangstjernen har haft den altdominerende førsteprioritet. Men den erfarne instruktør Curtis Hanson, formår heldigvis med 8 Mile at levere en seværdig film.

Historien som er set utallige gange før, ofte blot med sport som temaet (i f.eks. Rocky). Jimmy Smith Jr bor i en trailer sammen med sin mor og arbejder på en fabrik. Året er 1995 og vi befinder os i det tidligere bilmekka Detroit. Jimmy udtrykker sine frustrationer, frygt og vrede som rapper på byens hip hop-scene. Musik hjælper samtidig Jimmy i hans søgen efter identitet og en mening med tilværelsen. Det store spørgsmål er om Jimmy kan bruge sin musik til at opfylde sin drøm om at forlade sin triste baggrund og få anerkendelse uden for bygrænsen, der også er kendt som 8 Mile.

8 Mile blev en kritikerrost og box office-succes. Den åbnede som nr. 1 i USA med over 50 millioner dollars indtjent i åbningsweekenden og en total indtjening på verdensplan på cirka 240 millioner dollars. Filmens soundtrack var også en kommerciel success som opnåede firdobbelt platin, herunder en Oscar-pris for bedste originale sang for Lose Yourself til Eminem, Luis Resto og Jeff Bass.

8 Mile viser sig at være en af de få vellykkede film fra en musiker, som gerne vil gøre sig i andre medier. Marshall Matters’ spillefilmsdebut, og han har karisma nok til at bære hele filmen. Eminem gør det ret godt, især i betragtning af det er hans første rolle i en film. Nervøsiteten ved en debut falder godt sammen med hovedpersonens usikkerhed og plagede sind. Det er ikke stort, men det er godt. Men læg også mærke til Kim Basinger i en afdæmpet rolle. Damen kan endnu.

Jeg så filmen da den udkom tilbage i 2003 men har ikke set den siden. De få rapbattles er ekstrem fængende, og det er her filmen skinner igennem. Om man kan lide rap eller ej så vil man nok komme til at nyde de sproglige og vulgære slagsmål. 8 Mile var altså bestemt et gensyn værd!
 
8 Mile UHD Blu-ray anmeldelse
 
8 Mile leveret i et 2.35:1 2160p HEVC/H.265 transfer med HDR10. Filmens kilde kommer fra et 2K Digital Intermediate, dvs. filmen er redigeret i 2K og opskaleret i studiet før udgivelsen, men når det er sagt fremstår filmen flot behandlet på denne UHD udgivelse. Der er ikke de store fingre at sætte på den visuelle del. Farverne er markante og fremstår tydeligt på udgivelsen, hvor også Detroits mange slumområder viser deres karakter og der er ikke dækket over hvor slemt det egentlig står til i områderne. På tidligere udgivelser af filmen var der problemer med filmens mange mørke scener, men det er der heldigvis blevet rettet op på i denne udgivelse, hvor den sorte får lov til at have en god dydbe. Detaljegraden er også utrolig god, hvor skægstubbe og ar tydeligt kan ses og de forskellige rapbattles bliver leveret med masse af visuel pondus. Ud over det mørke som er fixet, er det helt klart at HDR på denne farvefyldte udgivelse bidrager rigtig godt til at vise universets mange farver og mørke.
 
Filmen kommer med et lækkert DTS:X. På denne udgivelse bliver der virkelig gjort brug af alle de højttalere som skulle være sat til ens system. Der er virkelig kælet for øregangene. Alle kanalerne bliver brugt, både for og bag, og subwooferen får lov til at sparke fra sig i de forskellige rapbattles. Filmen formår at gøre plads til både tale og baggrundsmusik, også uden den ene går ud over den anden. Jeg hørte ikke nogen forvrængninger eller overstyringer af lyden selv ved en høj lydstyrke, som denne film jo skal høres på. Det hele virker yderst kontrolleret og tilpas. Det er i det hele taget en rigtig effektiv lydside som klart supplerer den visuelle stil fint.
 
 

Tak til SF Studios / Universal

Anmeldelse skrevet december 2022

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser