Labor day blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Manuskript: Jason Reitman og Joyce Maynard

Producere: Bl.a Michael Beugg, Jason Blumenfeld og Helen Estabrook
Fotograf: Eric Steelberg

Klip: Dana E. Glauberman
Musik: Rolfe Kent

 

Kate Winslet som Adele
Josh Brolin som Frank
Gattlin Griffith som Henry

Beskrivelse: 
Filmen følger moderen Adele (Kate Winslet), som lever alene sammen med sin søn. På grund af nogle turbulente problemer med hendes eksmand og deres forhold, er hun meget ustabil og desuden ikke helt parat til at lære sin søn alt om livet. Da forbryderen Frank (Josh Brolin) flygter fra fængslet, støder han ind sønnen og får ham til at skjule ham. Inden længe er der nogle følelser, som blusser op hos alle involverede og det hele kan måske gå hen og blive en lykkelig slutning alligevel.

 

 

Filmen beskæftiger sig med forskelle aspekter af de menneskelige behov for kærlighed, sex og nærkontakt med det modsatte køn. Den er præget af gode skuespillere over for hinanden, men det virker ikke rigtig til, at de er i deres rette element. Man har set noget større skuespil fra dem, men deres roller er alt for indskrænket til at kunne tilbyde mere på den skuespilmæssige front. Det hele virker meget monotont og overfladisk og det bliver lidt en hæmsko om filmens dramatiske kerne – dog formår de alligevel at udstråle lidt af deres energi og talent gennem nogle fornemme udspil af ansigtsmimik.

Filmen er meget minutiøs i sin handlingsudvikling og omhandler en meget simpel tematik omkring en forbryder, som med tiden bliver en del af den familie, som holder ham gemt. Det er egentlig blevet set et par gange før, så man forventer lidt, at den kommer på banen med noget nyt og unikt. Den er meget karakterbaseret og roterer omkring tre forskellige primære karakterer, men der er ikke nok dynamik og drama i handlingen til, at man bliver fanget af stemningen med det samme. Det er mere bare en meget simpel fortælling, som går i dybden med menneskers relationer til hinanden og forholdet i en familie uden en faderskikkelse. Klichéen gemmer sig hele tiden bag hjørnet, men den bliver heldigvis aldrig overvældende er griber overtaget på filmen.

Den minder lidt om en vag udgave af filmen Revolutionary Road fra 2008, hvor man følger nogle ustabile personer i krisetider – konceptet og omgivelserne virker til at være inspireret af dette plot, men den kommer slet ikke nærheden af den barske og mere hårdtslående dramadel i filmen fra 2008. Den graver ikke dybt nok ned i kernen af problematikken og kan derfor kun efterlade en lidt svag fornemmelse i kroppen, når man alligevel havde forventet lidt mere af produktionen. Udviklingen i plottet er selvfølgelig ment som en langsommelig fremvisning af livet for nogle forskellige ’udsatte’ personer i forskellige situationer, men tempoet er bare alt for langsommeligt og kluntet til, at man kan holde fokusset.

Det er ikke ligefrem det, man forventer i en film af Jason Reitman, som har skabt nogle fantastiske produktioner såsom Thank You For Smoking, Juno og Up in the Air. Der er ikke nok originalitet og unikke karakterportrætter i denne film, og man ender med at blive en smule skuffet. Samlet set er Labor Day en ret middelmådig kærlighedsfilm, som blot ridser overfladen af de muligheder, som filmens koncept bygger på.

 

Billedsiden derimod er helt i gennem fantastisk! Filmen er spækket med flotte sammenklipninger i billedet som skaber den nødvendige dynamik i mellem associationer såvel som relationer mellem fortid og nutid. Scenografien er desuden ganske fremragende og skaber gennem nogle flotte lyssætninger og skønne baggrunde gennem en nærmest fortryllende location – det hele bliver langt mere drømmeagtigt, hvilket står i fin kontrast til de ting, som egentlig sker i handlingen. Samlet set er billedsiden ganske imponerende og man får en bedre oplevelse med så velfungerende en sammenklipning.

Lyden er for det meste velfungerende i mange af filmens scener, men desværre er lydniveauet ikke altid helt afstemt på billedsiden. Ofte er der mange vigtige replikker og udsigelser, som man kun ligger mærke til, fordi de er undertekstet. Man gå på den måde lidt glip af nogle vigtige brikker, med mindre man har skruet vanvittig højt op og derved har alt for høje toner i de andre scener. Denne teknik burde være mere finjusteret. Udover det, er musikken ganske velfungerende og skaber den rette stemning til selve filmens tematik og følelser. Samlet set er lydsiden middelmådig, men formår alligevel at skabe en bestemt stemning i løber af handlingen.

 

Her finder man de klassiske kommentarspor, slettede scener som en ’The Making of’-dokumentar, hvor man får et større indblik i produktionen. Det er ikke overvældende meget, men minder om den almene udgivelsesmængde.