Third Person blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Genre: drama

 
Biograf premiere: Ikke vist i de Danske biografer.

Instruktør: Paul Haggis
Manuskript: Paul Haggis

Producere: B.la. Mark Allan, Moran Atias og Paul Breuls.
Fotograf: Gianfilippo Corticelli
Klip: Jo Francis.
Musik: Dario Marianelli

Skuespiller:
Liam Neeson som Michael
Maria Bello som Theresa
Mila Kunis som Julia
Adrien Brody som Scott
Kim Basinger som Elaine

Beskrivelse: 
Mange instruktører forsøger at sammenstrikke en vanvittig forvirrende historie med forskellige karakterer på kryds og tværs i filmens univers, hvilket med de rette evner skaber en meget smuk fortælling om et bestemt emne eller en følelse. Alejandro González Iñárritu og Paul Haggis er de mere fremtrædende på markedet på denne front, og den sidstnævnte instruktør har forsøgt med et nyt puslespil af en film – Third Person.

 

 

 

På kryds af kontinenter og forskellige livshistorier får vi et indblik i tre forskellige situationer med henblik på begrebet ’kærlighed’ – en håbløs forfatter, en uheldsramt enlig moder og en strandet amerikansk turist i Italien. På forskellige måder bearbejder de begrebet kærlighed, og på en eller anden måde hænger de sammen på enten et symbolsk eller konkret niveau.

Det første som springer i øjnene, er, at filmen nærmest er en dårlig kopi af instruktørens tidligere film Crash. Crash var en fantastisk sammenflettet historie på flere niveauer, hvor omdrejningspunktet var racisme i forskelligt omfang – når man har den i baghovedet, mens man ser Third Person, så kan man ikke andet end at kede sig. Den træder i stort set samme handlingsmæssige spor i fortællingen, og den eneste forskel er, at det nu handler det om uheldig kærlighed. Det bliver derfor lidt en kæmpekliché, og selvom Haggis måske har forsøgt at arbejde videre i samme spor, så falder hans historie helt i gennem. Manuskriptet og kærlighedens mønster er slet ikke stærkt nok til at bære det meget forvirrende plot og man kommer desværre til at miste grebet såvel som interessen for filmen.

Rollebesætningen til filmen giver også et indtryk af B-films-mentalitet, men det var faktisk et af de vindende punkter i Crash – men i denne film fungerer det slet ikke. Mila Kunis er alt for ung og uerfaren, Adrien Brody er på udebane og Liam Neeson har svært ved at være seriøs efter en årelang karriere med hårdtslående action. Olivia Wilde er derimod den mest positive personlighed i filmen, og hun er bestemt også en fryd for øjet hele vejen i gennem. De forskellige interaktioner mellem personerne går meget langsommeligt i gang, og hele processen i filmen er generelt alt for sløv – den varer 2 timer og 16 minutter, hvilket er overvældende lang tid i forhold til filmens integritet.

Man sidder stort set i næsten 2 timer uden at forstå nogen former for sammenhæng i historien, og i de sidste 10 minutter bliver man overvældet af en mere eller mindre halvsløj forklaring på meget kort tid. Så lang en film har brug for mere tid til at forklare sig ud af sit hektiske virvar, men her slutter filmen bare med en noget fesen afrunding. Man sidder hele tiden og håber på, at et overvældende plottwist får alle tingene til at hænge sammen i en højere enhed – som man har set i hans tidligere produktion – men det hele slutter desværre uden et brag og med et meget løssluppent forklaring på 2 timers forvirring.

Samlet set er Paul Haggis’ nye forsøg på en ’puslespilsfilm’ desværre lidt af en fiasko, og Third Person kan slet ikke leve op til det niveau, som Haggis har forsøgt at udtrykke.

 

 

Filmen fungerer noget bedre på den visuelle del, hvor kvaliteten stråler igennem de meget velklippede optagelser. Kvaliteten i personernes udseende og de skarpe detaljer i ansigterne, tøjet og desuden omgivelserne giver filmen et langt større interessant præg over handlingen – man får alsidigheden i de forskellige livssituationer og kulturforskellene bliver understreget ganske fornemt. Samlet set er billedsiden i den gode ende af skalaen.

 

Lydsiden er faktisk også ganske udmærket, da den arbejder fornemt sammen med den visuelle side. Dialogerne er rene og klare i tonerne, og der er absolut ingen interferens eller forstyrrelser i redigeringen. Lydmixet fungerer også formidabelt i sin balancering af musikalske undertoner og den meget langsommelige udvikling – den kan ikke redde filmens kedelige handling, men formår alligevel at gøre underholdningen noget mere gennemtrængende.