The Man with the Iron Fists 2 blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Genre: Kampsport/Action

Biograf premiere: Ikke vist i de danske biografer.

Instruktør: Roel Reiné
Manuskript: John Jarrell & RZA.

Producere: B.la. Marc Abraham, Ogden Gavanski & Lisa Gooding
Fotograf: Roel Reiné
Klip: Radu Ion & Charles Norris
Musik: Howard Drossin & RZA

Skuespiller:
RZA som Thaddeus
Dustin Nguyen som Li Kung
Cary-Hiroyuki Tagawa som Lord Pi

Beskrivelse: 
Kung Fu-film og generelt film om kampsport og tekniske færdigheder i slagsmålsøjemed er et koncept, der har bragt meget glæde på det store lærred. Sporten giver grobund for nogle fantastiske kampsekvenser og den kinesiske kampteknik har bredt sig fra Asien til den vestlige verden på forskellige film såsom The Matrix. Andre forsøger også at integrere de to kulturer i én og samme film, og det ses bl.a. i The Man with the Iron Fists 2.

 

 

 

Filmen følger en splittet landsby, hvor en modbydelig gruppe kaldet Beetle-klanen hærger den tilforladelige mineby og dets beboere. Befolkningen har længe haft lysten til at stå op i mod overmagten, men det har indtil nu været forgæves. Pludselig dukker en såret kriger ved navn Thaddeus (RZA) op i landsbyen, og endelig får befolkningen det rette skub til at befri sig selv fra undertrykkelse.

Rapperen og produceren RZA har bevægede sig væk fra musikbranchen for en stund i 2012, da han instruerede The Man with the Iron Fists. Hvordan de fik Russell Crowe ombord på projektet, er der ingen der ved, men filmen var i hvert fald hos mange et værre fejlskud og en ret uheldig produktion. På trods af det har RZA valgt at fortsætte historien i en efterfølger på manuskriptfronten, som desværre er dobbelt så ringe som sin forgænger. Filmen fokuserer i denne omgang på den samme rolle fra etteren, som egentlig slet ikke er interessant nok til at drive hele filmens fokus – godt nok har han hænder af jern, men det gør ikke skuespillet bedre.

Handlingen dvæler utroligt meget på historien om den uheldsramte landsby og glemmer for det meste filmens hovedperson. Når filmens titel omhandler én bestemt person, så forventer man også, at han får mest spilletid – men denne karakter bliver lige kort præsenteret i starten, hvorefter et uhyggeligt langt mellemspil indfinder sig, inden vi igen stifter bekendtskab med jernmanden. Dette mellemspil bruges på tåkrummende dårligt skuespil, kedelige småhistorier og ikke mindst den slidte kliché om en undertrykt befolknings kamp mod overmagten. På intet tidspunkt får man en reel interessant handling på banen, da filmen dvæler ved en masse mærkelige dialoger og udviklinger, som nærmest skubber fokusset væk fra det egentlige handlingsgrundlag.

Den eneste underholdningsfaktor i filmen er nogle solide slagsmål, som indfinder sig kort i starten og efterfølgende i slutningen – desværre er de meget beskedne og resten af kampsekvenserne er nogle pinlige, dårligt koreograferede bevægelser. RZA har desværre ikke rigtig nogen sans for at være en forfatter, og lader blot tingene ske ud fra klicheer og uheldige kameravinkler – filmen bliver desuden meget præget af kedelige montager, hvor man uden tvivl blot lige skal høre RZA rappe lidt i baggrunden. Handlingen dykker ned i et univers, man aldrig rigtig har haft interesse i at kende til, og glemmer desuden undervejs at tilføje de nødvendige udviklingstrin såvel som underholdende faktorer.

Samlet set er denne efterfølger noget af en fiasko, og man forstår tydeligt, hvorfor den blev udgivet direkte til hjemmebrug. Skuespillet er horribelt, handlingen er intetsigende og action-delen er kun delvist underholdende – filmen bliver i sidste ende en film, som på trods af den kort spilletid, bliver en krig at se til ende.

 

 

Hele det visuelle aspekt virker meget vintage og grynet i sin opstilling, hvilket nogenlunde stemmer overens med filmens afbildning af en landsby i det 19. århundrede – dog er der så mange forskellige, tidslige udtryk i filmen, at det hele bliver for kunstigt. Effekterne er for dårligt kreerede, skuespillerne klunter rundt i de dårlige vinkler og optagelsen af omgivelserne virker langt fra velovervejede. Kvaliteten på billedet er dog ganske fejlfrit og formår at give et knivskarpt billede af scenerne – dog er der bare en æstetik over billedsiden, som ikke passer sammen med handlingen og billedsiden får derfor ikke mere end middelkarakter.

 

Lydsiden er meget præget af underlægningsmusik, og den rappende faktor i lydmixet fungerer ganske godt til tempoet – dog passer stilen ikke rigtig med filmens fokus på den ædle kampsportskunst og landsbyens udtryk. Man føler lidt, at RZA har fået lidt for frie tøjler i sin produktion og derved blot har lavet en petriskål af forskellige, usammenhængende elementer. Musikken er dog støjfri og velkomponeret, men det kan ikke opveje dens manglende sans for filmens egentlige æstetik. Samlet set er lydsiden lidt af en skuffelse – ikke i forhold til kvalitet, men indhold.