Kingsman: The Secret Service blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Manuskript: bl.a. Jane Goldman, Matthew Vaughn & Mark Millar

Producere: bl.a. Adam Bohling, Dave Gibbons og Jane Goldman
Fotograf: George Richmond

Klip: Eddie Hamilton & Jon Harris
Musik: Henry Jackson & Matthew Margeson

 

Colin Firth som Gallahad
Taron Egerton som Eggsy
Mark Strong som Merlin
Jack Davenport som Lancelot
Mark Hamill som Arnold
Michael Caine som Arthur
Samuel L. Jackson som Valentine

Beskrivelse: 
Spionfilm er ofte en genre, som beskæftiger sig med et vist regelsæt af klassiske tematikker – en selvsikker agent, en ikonisk skurk og ikke mindst en bestemt procedure i handlingens udvikling. Det ses som grundopskriften i f.eks. James Bond-film og andre fortællinger om de mystiske missioner, som sker i al hemmelighed. Men hvad sker der, når man vender grundstrukturen på hovedet og giver en ny form for spionfilm? Det har instruktør Matthew Vaughn sat på prøve i Kingsman: The Secret Service.

 

 

Filmen følger den unge rod Eggsy (Taron Egerton), som mistede sin far i krigen som barn – kort efter kom en underlig agent oh gav ham et nummer, som han blot skulle ringe til, hvis han kom i nød. Som teenager kommer Eggsy ud på et sidespor og i politiets varetægt beslutter han at tage brug af nummeret – hvad der først virker som en joke, ender i en dramatisk involvering i en undergrundsspiongruppe kaldet Kingsman. Sammen forsøger de at bekæmpe et forbryderisk computergeni, som vil skabe kaos i hele verden.

Da jeg først hørte om filmen, tænkte jeg, at det nok blot ville være en meget almindelig, middelmådig og klichefyldt fortælling om spioner og hemmelige agenter – men jeg tog heldigvis fejl. Allerede i filmens begyndelse opdager man, at denne film er noget helt særligt. I stedet for at dvæle ved den stereotypiske fortælling om spionerne mod skurkene formår Kingsman at åbne op for en helt ny vinkel på genren. Filmen indeholder en hemmelig spiongruppe, en ung rekrut og en ikonisk skurk, men det bliver på ingen måde fortalt som den klassiske historie – spionerne formår at være den perfekte kombination af sofistikerede manerer og unaturligt fantastiske kampevner. Filmen spiller på tanken om, hvad den perfekte mand indeholder og balancerer derfor i mellem Kingsman-agenternes sofistikerede og stilrige jakkesæt og den unge rods manglende selvstændighed. Det bliver på den måde både en fortælling om spionernes kamp mod skurken, men fortæller også om identitet.

Man har selvfølgelig set parodier på spionfilmen før – for eksempel Austin Powers-trilogien – men det er længe siden, at vi har set en film, som både værdsætter grundprincipperne og samtidig tænker uden for rammerne. Kingsman formår nemlig at bryde cyklussen med de stereotypiske træk, da den hele tiden skævvrider på de punkter, hvor den almindelige spionfilm ville tage det sikre valg. Matthew Vaughn har åbnet dørene for et nyt univers, hvor gentlemans er de nye helte og giver desuden et billede af, hvordan en spionorganisation ville fungere i det moderne samfund. Den lettere ukendte skuespiller Taron Egerton er skræddersyet til rollen som den unge rod, der i gennem en hektisk skift i sit liv så småt udvikler sig til at være den ultimative gentleman-spion. Dog er det storcharmøren Colin Firth, som stjæler det meste af opmærksomheden – han er normalt ikke en skuespiller, man ville forbinde med action, men så snart han er iklædt jakkesæt, stilrige briller og fyldt med gode manerer, bliver han den fedeste action-figur, vi længe har set!

Alt spiller bare sammen i handlingens uforudsigelighed, og klipningen gør filmen til en tempofyldt rutsjebanetur frem og tilbage mellem klassisk spionage og nytænkende grænseoverskridelser. Med solide undertoner af gamle, klassiske mandesange og en heftig dosis hjernesmeltende underholdning formår Kingsman at være årets mest interessante actionfilm. Den har charme, humor, hæsblæsende action og ikke mindst en fandenivoldsk drengerøvsmentalitet, som ’smelter’ hjertet hos enhver drengerøv. Filmen kan på det allervarmeste anbefales, hvis man har lyst til at se den perfekte opskrift på klassisk spionage og nytænkende drengerøvselementer med adrenalin, humor og action som første prioritet.

 

 

Det kommer nok heller ikke som nogen overraskelse, at lydsiden lever op til den i forvejen høje standard. Hele oplevelsen bliver langt mere intens i hjemmebiografen, og diskanten skaber masser af lyde i baghøjttalerne, så man føler, at det foregår lige om ørene på sig selv. Bassen drøner af sted fra subwooferen i en hæsblæsende fart, og sætter for alvor prikken over i’et på den i forvejen fantastiske filmoplevelse. Filmen gør brug af mange ikoniske sange, som virkelig formår at fremhæve den nødvendige stemning til scenerne – lyden er utrolig skarp og formår at booste den generelle oplevelse af filmen. Samlet set også en topkarakter på denne front.

 

Her finder man en beskeden omgang, hvor man i et par småklip ser, hvordan instruktøren skabte en spionfortælling placeret i det 21. århundrede. Meget lavmælt bonusguf, men alligevel ganske underholdende.