Hitman: Agent 47 blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Antal disk: 1  = Blu-ray.

Genre: Action
Biograf premiere: 27. august 2015.

Instruktør: Aleksander Bach

Manuskript: Michael Finch og Skip Woods

Producere: bl.a. Daniel Alter, Fran Borgia og Skip Woods
Fotograf: Óttar Guðnason

Klip: Nicholas De Toth
Musik: Marco Beltrami

 

Angelababy som Diana
Rupert Friend som Agent 47
Zachary Quinto som John Smith

Beskrivelse: 
Forsøg på at skabe en film ud fra en succesfuldt spilunivers har indtil videre ikke vist sig at være en underholdningsmæssig guldgrube. Den første filmatisering af Hitman-franchisen blev en skuffende affære, men nu prøver filmskaberne igen med en ny figur og en ny historie. Jeg har kigget nærmere på filmen og giver herunder mit bud på, hvorvidt den leverer varen. 

 

 

Filmen fokuserer på en mystisk agent, der dukker op til overfladen efter flere års eksil. Han opsøger den uvidende kvinde Diana, som er nøglen til at finde frem til organisationen, som har skabt agenten og andre ligesom ham. Dette kaster dem ud på en hæsblæsende mission med superagenter, eksplosioner og uvished om, hvem man kan stole på.

Ved første øjekast virker dette jo som en lovende præmis for en actionfilm, men der opstår hurtigt en mangel på nærkontakt, dybde og intelligens hele vejen i gennem. Karakteren er ifølge historien ganske monton og ude af stand til at agere normalt i sociale situationer, men det er ikke kun hovedpersonen, der bærer præg af dette – alle interaktioner i filmen virker alt for mekaniske og overfladiske til, at man kan få et normalt forhold til karaktererne. Den går slet ikke nok i dybden med at bygge karaktererne op og dermed får vi aldrig rigtig en grundlæggende interesse for at vide, hvordan historien har påvirket dem.

Action-delen har heldigvis nogle solide lyspunkter, hvor man får set Hitman fra sin mest bestialske og djævelsk talentfulde side i en række nedslagtninger og flugtsituationer. Der er fart over feltet i mange af filmens nøgle scener, og på det punkt fungerer filmen ganske optimalt – der er sat stor fokus på koreografi og kampteknikker, men af og til bliver det dog lidt for overdrevet og voldsomt til, at man kan acceptere den ’virkelige’ essens.

Rupert Friend er en passende skuespiller til at portrættere Hitman, da han formår at give figuren et udtryksløst udseende og en iskold attitude. Jeg vil dog stadig mene, at Timothy Olyphant i Hitman fra 2007 er langt bedre, da han med en storstilet mimik og passende udseende var ideel til rollen. Gældende for begge disse film er dog, at historien aldrig kan følge med på den underholdningsmæssige front. Der er måske masser af solid action, men historien er mindst lige så vigtig – spillet kommer absolut ikke til sin ret i denne nye fortælling, og det er en skam.

Hvis man havde brugt lidt mere tid på manuskriptet og fået integreret nogle mere fundamentale virkemidler, skarpe plotudviklinger og en grundlæggende substans, så ville filmen have større potentiale til at bringe spilfranchisen ind i filmens verden på succesfuld vis. Desværre er Hitman: Agent 47 også en skuffende spil-filmatisering, og på trods af nogle skarpe action-sekvenser, kommer filmen ikke i nærheden af at være underholdende i sin helhed.

 

Billedmæssigt er filmen ganske imponerende, og leverer nogle skarpe billedkompositioner, som bringer action-delen og den mørke undergrund i fokus på en formidabel måde. Der er kælet for detaljerne og filmen er præsenteret i en fin lille symbiose mellem filmisk fremstillede billeder og nogle vinkler, som minder meget om spillets udseende. Der er sat solid fokus på klipningen af tempoet, og det er også denne fine komposition, som gør, at man af og til glemmer den noget udvandede historie.

Lydmæssigt er filmen næsten endnu mere imponerende, da den leverer et solidt indspark til filmens hektiske komposition. Den minder til tider om klippeteknikken i Bourne-trilogien, og giver en vigtig baggrunddynamik til fortællingen. Filmen rummer en skarp underlægningsmusik, som med en række minimalistiske toner sørger for at skabe de nødvendige rammer for den hæsblæsende udvikling. Hvis så bare historien kunne udfylde tomrummet i mellem, så sad denne komposition lige i skabet.