Hail, Caesar! blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup

Genre: Komedie/drama

Biograf premiere: 18. februar 2016

Instruktør: Ethan & Joel Coen.
Manuskript: Ethan & Joel Coen
Producere: bl.a. Tim Bevan, Robert Graf & Coen-brødrene
Fotograf: Roger Deakins
Klip: Ethan Coen & Joel Coen
Musik: Carter Burwell

Josh Brolin som Eddie Mannix
George Clooney som Baird Whitlock
Alden Ehrenreich som Hobie Doyle
Ralph Fiennes som Laurence Laurentz
Scarlett Johansson som DeeAnna Moran

Beskrivelse: 
Coen-brødrene har i flere årtier leveret nogle ret unikke produktioner, som man aldrig rigtig kan sætte en finger på. De er så originale, at man efterhånden blot kalder deres ’genre’ for Coen-film. Denne gang har de kastet sig over den gyldne æra i Hollywoods 50érne? ?? i filmen, Hail, Caesar!.

 

 

Filmen følger produktionen af en storslået Hollywood-film i 1950’erne, hvor Eddie Mannix (Josh Brolin) forsøger at holde styr på de flyvske skuespillere. Pludselig bliver filmen stjerne Baird Whitlock (George Clooney) kidnappet af en mystisk organisation og hele filmen sættes på standby. Kampen går ind for at finde den forsvundne skuespiller, mens pengene rasler af projektet, jo længere filmen ikke kommer videre.

Filmen giver et billede af datidens projektstyring og arbejde med Hollywood-film, dog med et sarkastisk glimt i øjet. Man ser de storladne produktioner og deres deraf afledte problematikker i hele processens led, hvilket bliver fortalt med en realistisk og benhård tone. Historien følger både den helt store filmproduktion og lederens hårde arbejde, men går også i dybden med nogle småhistorier, hvor klasseforskelle, genrefilosofi og andre tematikker bliver involveret. Her ser man desuden også en forsmag på den kommende unge Indiana Jones, Alden Ehrenreich, som overrasker med sit stærke skuespil og naturlige mimik.

Handlingsmæssigt er filmen ikke lige så fængende og betagende, som nogle af Coen-brødrenes tidligere produktioner – f.eks. Fargo, No Country for Old Men eller The Big Lebowski. Filmen er tilpas ’mærkelig’ og Coen-orienteret, men nøgleelementerne er ikke lige så ikoniske og originale, som man kunne have forventet. Den berør nogle ganske interessante og unikke elementer, men den røde tråd og den symbolske undertone slår ikke helt i gennem.

Det som i stedet stjæler opmærksomheden er den visuelle fortællestil. Selve billedsiden er i sig selv et formidabelt narrativ, hvor den æstetiske tidslighed og de stærke kontraster ikke blot understreger datidens filmkunst med overdrivelser og pompøse produktioner, men vidner om en symbolsk betydning og forståelse for det sortkomiske. Der er knald på farverne, kulisserne og rekvisitterne, hvilket gør filmen ganske autentisk.

Samlet set er filmen en ganske underholdende film, som ridser lidt i overfladen af Coen-brødrenes magiske tankegang, men langt fra nok til at gøre det til en klassiker. Den er skarp, velfungerende, visuelt imponerende og alt i alt en interessant film.

 

 

Billedmæssigt er filmen en nytænkende måde at skabe en autentisk film på, da man får både moderne klippeteknikker og visuelle remedier samt en række optagelser gennem linsen på 50’ernes lidt gammeldags kameraer. Klipningen er knivskarp og formår at fortælle historien gennem en række både sammenhængende og usammenhængende billedkompositioner, som giver filmen den klassiske, symbolske Coen-værdi. Samlet set er billedsiden ganske fortrinlig og gennemført hele vejen i gennem.

 

Lydmæssigt er filmen lidt mere fremtræden, da man får nogle fantastiske orkestrale lydsekvenser indblandet med en masse komiske indslag. Der bliver skabt en tragikomisk effekt på filmen, som Coen-brødrene er ret kendte for, og så får filmen den meget unikke og mystiske æstetik gennem de nøje udvalgte lydkompositioner. Samlet set en lydside i topklasse.