Game of thrones sæson 7 blu-ray anmeldelse

 
Game of thrones sæson 7 blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen

Game of thrones sæson 7 blu-ray anmeldelse
 
Zone B (DK udgave)
Spilletid: 7 timer og 17 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk.
Aspect Ration: 1.78:1 High Definition 1080p

Blu-ray udgivelsesdato: 11. december 2017
Distributør: FOX-Paramount
Antal disk: 3 x Blu-ray
 
Genre: drama, eventyr, fantasy
 
Skuespiller:
Peter Dinklage som Tyrion Lannister
Lena Headey som Cersei Lannister
Emilia Clarke som Daenerys Targaryen
Kit Harington som Jon Snow
Sophie Turner som Sansa Stark
Maisie Williams som Arya Stark
Nikolaj Coster-Waldau som Jaime Lannister
Iain Glen som Jorah Mormont
 
Beskrivelse: 
I den syvende sæson Game of Thrones optrækkes fronterne med de tilbageværende krigs-”herrer” yderligere. Cersei Lannister har sat sig på jerntronen i syd og trækker på familiens støtter i kongerigerne omkring dem, mens Daenerys Targaryen, dragemoderen, har allieret sig med blandt andre Tyrell klanen, Martells og Greyjoys. Imens indser Jon Snow og hans allierede i nord at de ikke vil kunne klare sig imod mod den voksende hær af White Walkers og levende døde, så han må have hjælp fra syden. Det er dog ikke ligetil at overbevise de to krigende parter om de skal hjælpe ham mod den fælles fjende, der truer med at udslette hele Westeros , frem for udrydde hinanden.
 
Game of thrones sæson 7 blu-ray anmeldelse
 
At se den syvende sæson Game of Thrones er som at være med til en gallafest med alle dine bedste venner (og fjender) i fuld galla. Mange bipersoner man troede borte for længst dukker op igen, og mange figurer får lov til at mødes og danne nye alliancer. Der bliver givet fuld skrue på effekterne og kampscenerne, hvor blandt andet dragerne får masser af spilletid. Sæsonen indeholder som altid Imponerende gigantiske kampscener til vand, til lands og i luften, mens der bliver holdt lidt igen med det krigspolitiske rænkespil, og det giver denne sæson en herlig energi og et højt spændingsniveau. Set fra et dansk perspektiv har Nikolaj Coster-Waldau, som altid en stor rolle som Jaime Lannister, mens Pilou Asbæks rolle får meget mere plads i sæson 7 og hans store ulvesmil er perfekt til rollen som den onde og sleske Euron Greyjoy.

Den syvende sæson Game of Thrones er som altid fyldt med action, drama og blændende billeder fra start til slut og med et herlig gensyn med de personer man har lært at elske eller hade gennem de forrige sæsoner. Dragerne og de storslåede kampscener er så imponerende udført at man har svært ved at tro at dette er en tv-serie og ikke en storfilm med et budget som Ringenes herre trilogien.
 
Game of thrones sæson 7 blu-ray anmeldelse

Som altid med HBO udgivelser er billedet i Game of Thrones sæson 7 helt i top, med et meget højt detaljeniveau, dybe sortniveauer og flot farvegraduering alt efter om befinder sig i det blåkolde nord eller det gyldenvarme syd. CGI er vævet usynligt ind i scenerne, hvor levende skuespillere er med, især imponerer de store slag, hvor drager, heste og fodsoldater kæmper side om side. Scenografien er imponerende med storslåede tronsale og slotte, interiør med sten relieffer og naturtro dragekranier og mørke kældre kun oplyst af fakler. Alt er udført til perfektion.
 
Game of Thrones sæson 7 er udstyret med fantastisk dynamisk Dolby Atmos soundtrack, hvor det er lige før man dukker sig når dragerne flagrer henover hovedet på en, eller når de spyr deres altkonsumerende flammer mod fjendens soldater. Effektfuldt er det også når hærene tårner sammen eller stilheden før storm, når dødningehæren afventer det rette tidspunkt for et angreb. Samtidigt fremstår dialogen altid klart, centreret og veldefineret og det flotte soundtrack, som Ramin Djawadi står bag, er også med til at frembringe den rette stemning af storladent helteepos.
 
På ekstramaterialet findes der udførlige og interessante ’making of’ film, der er kommentator spor samt en in-episode guide hvor man undervejs kan få hint til handling, personer og lokationer, hvis man skulle have glemt noget fra de forrige sæsoner. Desuden er der en række animerede film, der fortæller nogle af de historier fra de 7 kongeriger, der ligger før handlingen i Game of Thrones serien begynder. Det eneste man derudover kunne ønske sig var en række fraklippede scener, men alt i alt et glimrende ekstramateriale.
 

Tak til Twentieth Century Fox Home Entertainment / PR Nordic

Anmeldelse skrevet december 2017.

Tilbage til Blu-ray serie anmeldelser