The Sixth Sense UHD 4K blu-ray anmeldelse
The Sixth Sense UHD 4K blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Morten Stjernholm ![]() (DK udgave)
Spilletid: 1 time og 47 minuttter
Lyd: DTS HD Master Adio 5.1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 4K - 1.85:1
HDR: HDR10
UHD Blu-ray udgivelsesdato: 17. februar 2025 Distributør: SF Studios
Antal disk: 1 = 1 x UHD 4K blu-ray
Genre: Drama, Thriller Biograf premiere: 6. januar 2000
Instruktør: M. Night Shyamalan
Manuskript: M. Night Shyamalan
Producere: Kathleen Kennedy, Frank Marshall, Barry Mendel, Sam Mercer Fotograf: Tak Fujimoto
Klip: Andrew Mondshein
Musik: James Newton Howards
Bruce Willis som Malcolm Crowe
Haley Joel Osment som Cole Sear Toni Collette som Lynn Sear Olivia Williams som Anna Crowe Trevor Morgan som Tommy Tammisimo Donnie Wahlberg som Vincent Gray Beskrivelse:
25 år senere får “The Sixth Sense” endelig revanche – nu i sublim 4K-udgivelse. M. Night Shyamalans gennembrud stråler som aldrig før i en teknisk kærlig og stemningsmættet UHD-restaurering ![]() Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray
![]() I M. Night Shyamalans psykologiske thriller The Sixth Sense fra 1999 følger vi den anerkendte børnepsykolog Dr. Malcolm Crowe (Bruce Willis), der søger forløsning efter en tragisk hændelse, hvor en tidligere patient skyder ham og derefter tager sit eget liv. For at finde mening og måske genoprette sin professionelle selvtillid, påtager han sig en ny sag: den niårige Cole Sear (Haley Joel Osment), en intelligent men plaget dreng, der hævder at kunne se og kommunikere med de døde.
Cole er hjemsøgt af disse visioner, som han ikke forstår og ikke kan kontrollere. Hans mor, Lynn (Toni Collette), er bekymret for sin søns mentale tilstand, mens Malcolm forsøger at afdække sandheden bag Coles påstande. Efterhånden som Malcolm dykker dybere ned i Coles verden, konfronteres han med uventede realiteter, der udfordrer hans forståelse af livet og døden. Filmen er kendt for sin intense atmosfære, stærke præstationer og en af filmhistoriens mest mindeværdige plot-twists. Den blev en stor succes både kritisk og kommercielt, og cementerede Shyamalans ry som en mester i det overnaturlige drama. Bruce Willis leverede i The Sixth Sense en af sine mest afdæmpede og nuancerede præstationer – langt fra de hårdtslående roller i Die Hard-serien og The Fifth Element, som han var kendt for op til denne film. I 1998 havde han netop spillet verdensredder i Michael Bays højlydte Armageddon, men her træder han i stedet ind i rollen som den stille, sørgmodige Dr. Malcolm Crowe med en indadvendt tyngde, man sjældent så fra hans hånd. Hans spil er præget af en sagte sorg og et desperat ønske om at gøre godt igen – uden de store armbevægelser, men med øjne, der bærer filmens eksistentielle tvivl. Det er et modigt træk fra Willis’ side, og det betaler sig. Rollen blev hans mest anmelderroste i årtier. Men det er suveræne barneskuespiller Haley Joel Osment, der virkelig stjæler billedet. Som den plagede dreng Cole balancerer han det uskyldige med det uhyggelige på en måde, der går lige i hjertet. Han formår at virke både sårbar og foruroligende på samme tid – og man forstår fuldt ud, hvorfor han blev Oscar-nomineret i en alder af bare 11. Hans kemi med Willis er filmens kerne, og hver eneste scene mellem dem sitrer af usagt smerte og gensidig længsel efter forståelse. Toni Collette som Coles mor leverer en hjerteskærende præstation, der med få virkemidler fremmaner alenemorens frustration og kærlighed. Især scenen i bilen, hvor Cole endelig åbner op, er uafrystelig – og Collettes reaktion er en skuespils mæssig masterclass i ordløs overførsel af følelser. James Newton Howards score til filmen fortjener en særskilt kommentar. Howard er kendt for sin evne til at understøtte stemninger uden at overdøve dem, rammer han her en perfekt tone – et næsten klassisk underspillet lydspor, der langsomt og insisterende vokser ind i nerverne. Det er hverken pågående eller teater-agtigt, men snigende, dvælende og sørgmodigt – og det matcher både filmens langsomme opbygning og de indre kampe, karaktererne kæmper med. Det hele kulminerer i filmens afslutning, hvor musikken – ligesom historien – skifter karakter og går fra at være uhyggelig til at være rørende. Det er mesterligt håndværk. Howard og Shyamalan kom til at danne et langvarigt samarbejde, og The Sixth Sense var deres første – en skæbnesvanger start på et partnerskab, der også inkluderer Unbreakable, Signs og The Village. Musikken er en afgørende del af den stemning, man husker fra disse film, og i The Sixth Sense begyndte det hele. Der er ganske enkelt så mange gode grunde for enhver filmelsker at have denne unikke film stående på hylden i 4K ![]() The Sixth Sense skulle være optaget på 35mm film med Panavisions Panaflex Millennium-kameraer, og den nye 4K-restaurering er baseret på et frisk 4K-scan. Forvent ikke en billed revolution – men snarere et nænsomt løft.
Farverne har fået mere varme og dybde med HDR, særligt i scener som den blodrøde kirke indgang efter skudepisoden. Hudtoner kan dog virke lidt overmættede i enkelte sekvenser. Skarpheden er klart bedre end på den gamle Blu-ray, især i filmens mange intense close-ups, hvor man nu ser flere fine detaljer – og en smule for meget makeup. Kornstrukturen er altså mere svingende. Nogle scener står naturligt og filmisk, mens andre bryder op i gul/sløret korn, særligt i lyse baggrunde. Sortniveauet er generelt solidt, men ikke spektakulært. Det hele føles lidt som filmen selv: underspillet, uroligt og ikke uden ujævnheder. Men stadig en forbedring. Jeg gad godt at have set en James Cameron style restaurering af denne film, uden korn. ![]() Lydsporet på 4K-udgivelsen leveres i DTS-HD Master Audio 5.1 og virker umiddelbart som en direkte arvtager til det oprindelige ukomprimerede PCM-spor fra Blu-ray’en – men uden at føles som en reel opgradering. Jeg kunne ikke finde min gamle skive til en præcis sammenligning, men forskellen er formentlig minimal.
Det her er et klassisk dialog fokuseret mix. Stemmerne står klart og naturligt i fronten, med perfekt placering og uden overdrivelse. Men det er i de små detaljer, lydsiden virkelig arbejder. Subtile ambiente effekter – træk, skridt, svage rumlyde – sniger sig næsten umærkeligt ind i bagkanalerne og skaber en stemning, der er mere psykologisk end fysisk. I enkelte scener – som båndoptagelsen med ånderne – får man et sug i maven, når bagkanalerne pludselig vågner, men det sker med præcision og uden bulder. Et meget godt eksempel på når “less is more”. James Newton Howards score får god plads og ånder smukt ud i rummet. Det er melankolsk, urovækkende og fuld af spænding – og gengives her med bredde og dybde. Alt i alt et underspillet, men effektivt mix, der aldrig overstråler fortællingen – og netop derfor fungerer så godt. ![]() Den nordiske 4K UHD Blu-ray-udgivelse af The sixth sense er en “tynd release”. Intet ekstra.. Så behold din Bluray! Generelt er denne 4K release “tynd”. Ikke noget nyt ATMOS remix af lyden og kun 1 disk uden de fine ekstra materiale der var på Bluray.
Set/hørt på:
Billede: LG CX serie OLED 77”´ Lyd: M&K S-300 system, Lyngdorf SDA-2400, NAD M27, Lyngdorf MP60 2.1 surround processor. Afspiller: Oppo UHD 205, lydspor: DTS HD MA 5.1 uden upmix. Tak til SF Studios Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser |