Collateral UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
Collateral UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan VIlhelmsen
Collateral UHD 4K blu ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 2 timer
Lyd: DTS HD Master Audio 5.1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10, Dolby Vision

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 7. juli 2025
Distributør: SF Studios / Paramount Pictures
Antal disk:  1 = 1 x UHD 4K blu-ray

Genre: Action, Thriller
Biograf premiere: 29. oktober 2004
 
Instruktør: Michael Mann
Manuskript: Stuart Beattie
Producere: Bryan H. Carroll, Gusmano Cesaretti, Frank Darabont
Fotograf: Dion Beebe, Paul Cameron
Klip: Jim Miller, Paul Rubell
Musik: James Newton Howard
 
Skuespiller:
Tom Cruise som Vincent
Jamie Foxx som Max
Jada Pinkett Smith som Annie
Mark Ruffalo som Fanning
Peter Berg som Richard Weidner
Bruce McGill som Pedrosa
Javier Bardem som Felix
 
Beskrivelse: 
En almindelig aften på jobbet i L.A. får taxachaufføren Max først den smukke statsanklager Annie som passager og som han får en god snak og flirt med. Næste passager er forretningsmanden Vincent, der mod ekstra betaling gerne vil køres rundt til flere forskellige aftaler i byen. Max accepterer aftalen, men allerede mens Max venter på at Vincent kommer tilbage fra første aftale, lander et lig med et brag ovenpå hans taxa. Den chokerede Max mødes af en bevæbnet Vincent, der truer Max til at fortsætte med at køre for ham, nu med liget i bagagerummet. Vincent er i virkeligheden en lejemorder hyret af narkobossen Felix til at skaffe vidner m.fl. af vejen og Max bliver nu tvunget til at køre Vincent rundt til de forskellige personer der skal myrdes i løbet af aftenen.
 
Collateral UHD 4K blu ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray

Collateral fra 2004 er en af de bedste film fra mesterinstruktøren Michael Mann (Heat, The Insider, The last of the Mohicans). Hvad der gør den så god er kombinationen af karakteropbygning, fed dialog og nervepirrende action. Vi sympatiserer med Max, spillet fremragende af Jamie Foxx, der drømmer store tanker mens han år efter år knokler i hans taxa og er med ham hele vejen efter han tvinges til at overskride sine egne grænser af lejemorderen Vincent og må improvisere sig frem for at overleve. Tom Cruise gør det også glimrende som den kolde og kyniske Vincent, der får kamp til stregen af den opfindsomme Max. I større biroller ser vi yngre udgaver af Jada Pinkett Smith, Mark Ruffalo og Javier Bardem, der alle er blevet mega stjerner efterfølgende og de spiller alle godt og overbevisende. Hvad der også gør Collateral til en film man kan gense mange gange, er det fantastiske soundtrack der både består af perfekt udvalgte sange, der passer ind i de enkelte scener og det underliggende score skrevet af James Newton Howard. Sammen med de rå billeder fra det aftenmørke L.A. giver det bare filmen en fantastisk stemning.
 
Billedet på denne 4K UHD/Dolby Vision/HDR10-udgave af ’Collateral’ fremstår generelt skarpt, detaljeret og komplekst med tydelige hud- og tekstilteksturer i nærbilleder. Den højere opløsning på UHD disken giver billedsiden et kraftigt løft med en højere klarhed og detaljerigdom i forhold til tidligere udgaver, mens Dolby Vision / HDR10 bidrager med at udvide farvespektret, og bringer varme og dybde til billedsiden. Desværre er filmen fra filmskabernes side udstyret med et heftigt niveau af grain og billedstøj, som især kommer til udtryk i de mange mørke udendørs scener, der ser ud til efterfølgende at være gjort lysere. Det kan være et bevidst valg for at fremhæve L.A.’s autentiske råhed, men kønt er det ikke. De indendørs scener på f.eks. jazzklubben, diskoteket eller andre steder med god belysning fungerer langt bedre. Generelt er farverne behageligt naturlige, og billedet uden synlige komprimeringsfejl.
 
Collateral leveres på UHD med et DTS-HD Master Audio 5.1 lossless soundtrack, som er mere eller mindre identisk med soundtracket på den tidligere Blu-ray udgave. Trods det lidt skuffende i at man ikke har benyttet chancen med genudgivelsen på UHD til at opgradere til f.eks. Dolby Atmos er soundtracket til Collateral stadigt glimrende og udnytter formatet til fulde med overbevisende retningspanoreringer i forbindelse med de mange actionscener med svirende helikoptere, biljagter og skudvekslinger samt god rumlig fornemmelse med baggrundsstøj i jazzklubben, på diskoteket eller fra L.A.’s summende byliv. Dialogen fremstår overalt klart, tydeligt og centreret i lydbilledet mens det ikoniske soundtrack flettes elegant ind i handlingen.
 
Ingen ekstramateriale på denne udgivelse
 

Tak til SF Studios / Paramount Pictures

Anmeldelse skrevet juli 2025

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser