The Ten Commandments UHD 4K blu ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Morten Stjernholm

Antal disk:  1 = 1 x UHD 4K blu-ray

Genre: Drama, Episk Historie, Religion

Biograf premiere: 6. oktober 1959

 

Instruktør: Cecil B. DeMille

Manuskript: Æneas MacKenzie, Jesse Lasky Jr. Jack Gariss, Fredric M. Frank
Producere: Cecil B. DeMille, Henry Wilcoxon

Fotograf: Loyal Griggs

Klip: Anne Bauchens

Musik: Elmer Bernstein

 

Charlton Heston som Moses
Yul Brynner som Rameses
Anne Baxter som Nefretiri
Edward G. Robinson som Dathan
Yvonne De Carlo som Sephora
Debra Paget som Lilia
John Derek som Joshua
Cedric Hardwicke som Sethi(as Sir Cedric Hardwicke)

 

Beskrivelse: 
Gangster-Gud har ikke læst markedsførings håndbogen og beder Moses om at sælge hans politik, - og så ellers se til mens Gud solo kører den onde gangster stil på både Egyptere og Israelere. Nå ja, og så er det en film om frihedskamp, identitetskrise, forræderi, retfærdighed og tro.En film, der på alle måder er imponerende med sin EPISKE skala.

 

Lad os være ærlige, 1956 remaket af historien om de bibelske 10 bud, - “The Ten Commandments” kan når den ses i dag, ses som et "kommunikationskrise case study” forklædt som et epos med Moses…. AKA "Guds ufrivillige pressechef” i hovedrollen.

Gangster “første testamente Gud” har lige besluttet sig for at smide et helt nyt sæt regler på bordet. 10 af dem. Ikke til forhandling. Ikke noget med stakeholder-involvering eller borgerinddragelse. Bare: “Her er de!Følg dem! …eller bliv SMOKET for hårdt!” Iskoldt, og så arrogant at han ikke engang selv gider at formidle budskabet, næ, - det sætter han Moses til! En stakkels mand, der er i sit livs identitetskrise efter han er gået fra kongelig til slave grundet hans origin story og i datidens øjne,- fesne holdning til udnyttelse af slaver.

Det er nærmest som hvis man sendte en lidt tvivlsom Linked-In coach ud for at præsentere en ny grundlov… uden slides.

Ingen tror altså på Guds dekreter formidlet af Moses, trods seje tricks som at forvandle en stav til en cobra foran faraoen. Gud ord / trusler præsenteret af Moses afvises gang på gang som nonsens, - og Faraoen bliver ikke klogere, selv efter at Gud laver vand til blod.

Moses siger igen og igen til Ramses: ‘Let my people go’! …. Og når Ramses siger nej, hvad gør Gud så? Han går full gangster on dat ass.Han smadrer Egypten med pest, frøer, mørke, og SMOKER alle der ikke tror og deres første fødte drengebørn. På begge sider! Han skal FRYGTES!

Men folk tror stadig ikke rigtigt på Moses….og det er så her, Gud virkelig brænder sin egen kampagne. For i stedet for bare at dukke op, manifestere sig, holde et lille TED Talk i ørkenen og forklare, hvad han har gang i, - ja, så skal Moses stå dér og prøve at forklare det hele. “Nej nej, jeg har ikke selv fundet på det. Det er Gud, der har sagt det… Ild, bjerge, sten, you know.” Og folk er bare sådan lidt “Yeah, right”, mens de lader sig forføre og manipulere af en ny leder der vil hyppe sit eget skind, mens alle af uransagelige årsager må vente i 40 dage på at Gud gider at dukke op og indgravere et par stentavler med hans program.

Det er det ældste trick i PR-bogen, - og det værste: Afsenderen holder sig væk, og budbringeren skal tage alle tæskene.

Det hele er spillet, som om det var Shakespeare på steorider. Replikkerne er højstemte, Heston som Moses er både profet og actionhelt – med den løftede stav og et look, der bliver mere og mere Moses stilen. Et look man ikke kan få hos barberen på Salon Million. Yul Brynner spiller Farao Ramses, - afvisende og stenhård, lige indtil Gud smoker hans søn og hans egen gud ikke kan en skid. Så kan han lære det, og må falde til patten.

Midt i det hele er temaet Moses kamp for frihed og retfærdighed. Der er noget rørende i Moses’ kamp – ikke bare for at få folk fri af slaveri, men også for at få dem til tro på en idé, som kun han selv har set manifestere sig!Det er jo netop det, filmen handler om: troen på noget, man ikke kan se. På en stemme, man ikke selv har hørt. På et budskab, man kun kender fra en mand med meget lidt medietræning, der fumler rundt.

Det ene er historien om det onde og det onde, - og så er der lige det filmiske værk, der er fuldstændig storslået. Der er ikke noget, der ligner det her i dag.

The Ten Commandments er en kæmpe film, der kun kunne være lavet i 50’erne, hvor intet kunne være stort nok, og man sagde ja, før man overhovedet havde et budget. Vi er i kategorien der hedder SPARTACUS, BEN HUR, CLEOPATRA, LAWRENCE OF ARABIA..

Det er en religiøs gangsterfilm med teologisk bagage og teknisk storhed der minder os om hvor vildt det kan være, og som filmelsker stadig er værd at se i dag og vise til sine børn for den fine omvendte pædagogik der er “terkel i knibe værdig” her med tanke på især onkel stewart der nok er tættest på gud i “the Ten Commandments”. Tilsæt her det episke vingefang og det komiske glimt, vi i 2025 kan få ud af at se Gud forsøge at lave forandringsledelse uden PowerPoint.

Det er næsten umuligt at forstå, hvordan The Ten Commandments overhovedet kunne lade sig gøre i 1956. Det var Cecil B. DeMilles sidste film,hans mest ambitiøse nogensinde, - der i sine 3 timer og 40 minutters spilletid forener storslået teater, episk iscenesættelse (med næsten 30.000 mennesker og dyr!) og religiøs patos i et teknisk og kunstnerisk kraftværk, der formår at suge luften ud af dig den dag i dag, hvor man uanset historien sidder måbende over filmens tekniske præstationer. DeMille lod bygge hele byer i ørkenen. Tusindvis af statister blev brugt i scenerne. Alt er skabt i kameraet,- med undtagelse af enkelte, men utroligt effektive visuelle effekter. Især scenen hvor Gud skiller Det Røde Hav imponerer for tiden. Her blev to store vandtanke tømt, derefter vendt om i klipningen, så det lignede, at vandet trak sig tilbage. Simpelt og genialt.

En lille anekdote: Special effects-manden John P. Fulton arbejdede i måneder på netop vand scenen og fik en Oscar for det! Vandet blev kombineret med lag-på-lag af matte-paintings og praktiske elementer, hvilket dengang var banebrydende.

DeMille lavede allerede i 1923 en stumfilmsversion af The Ten Commandments, men mente selv at den fortjente en teknisk opdatering og lyd – med widescreen og farver. Han fik ret.

Den nordiske UHD Blu-ray-udgivelse er lidt af en kuriositet, eftersom filmen blev udgivet i USA for omkring 4-5 år siden. Har man den ikke på den i øvrigt utroligt flotte bluray fra 2011, er denne 4K Dolby Vision udgave endnu et step op.

 

The Ten Commandments til én af de mest visuelt detaljerede storfilm fra 50’erne, hvilket b.la skyldes det særlige “vistavision” format, en avanceret optageteknik, som Paramount selv havde udviklet i starten af 50’erne som alternativ til CinemaScope.

Hvor CinemaScope brugte anamorf optik (det vil sige, at billedet blev “klemt” horisontalt ned på 35mm film og derefter strakt ud igen under visning), så gjorde VistaVision noget helt andet og smartere: Filmen blev ført horisontalt gennem kameraet, så hvert billede blev optaget på to 35mm-frames side om side. Det gav dobbelt opløsning sammenlignet med standard 35 mm og et endnu skarpere og mere detaljeret billede.

VistaVision havde ingen fast projiceret billedhøjde, så filmene blev typisk fremvist i forskellige formater afhængigt af biografens lærred – men oftest omkring 1.85:1, hvilket svarer meget godt til det vi har på vores 16:9 skærme i dag. Så selvom mange storfilm i 50’erne blev lavet i det mere ekstreme CinemaScope-format (2.35:1) – som fx The Robe (1953) eller Ben-Hur (1959) – så valgte DeMille og Paramount altså VistaVision og 1.85:1, fordi det gav en mere detaljeret og filmisk ren præsentation, uden de anamorfiske forvrængninger CinemaScope ofte led under dengang.

Det originale VistaVision negativ blev scannet i 6K og derefter farvekorrigeret og renset med stor omhu. Den UHD-version, som nu ligger på den nordiske skive, er i 2160p med Dolby Vision med endnu dybere farver, et perfekt balanceret sortniveau og en detaljegrad der i de enorme kostumer og scenografier er i verdensklasse. Det her er, uden overdrivelse, en af de flotteste klassiker overførsler til UHD jeg har set. Især i de store tableauer, i tronsale, i processions scenerne og masse scenerne bliver det tydeligt, hvor meget der er at hente i dette format. Silke, sand, blod og guld står med præcision og tekstur, og der er let, naturligt korn, uden tegn på overdreven støjreduktion.

Det er utroligt dygtigt lavet og en teknisk WOW oplevelse.

 

Vi får et lydspor der er løftet direkte fra 2010 renovationen, med et perfekt balanceret og vellydende remix i 5.1, der har stor respekt for original lydsporet, men formår at gøre det vedkommende med fremragende lyd arbejde på både musik og dialog der står knivskarpt.

 

Dette er, uanset den 65 årige anledning - en tynd nordisk release.. Uden noget ekstra materiale overhovedet. Æv..

 

 

Set/hørt på:
Billede: LG CX Serie 77”
Lyd: M&K S-300 system, Lyngdorf SDA-2400, NAD M27, Lyngdorf MP60 2.1 surround processor.
Afspiller: Oppo UHD 205, lydspor: DTS HD MA 5.1 med upmix