Anmeldelse: The Dark Knight Rise

 
The Dark Knight Rise anmeldelse
 
When Gotham is ashes, you have my permission to die!

Sidste film i trilogi om Batman, de andre er: Batman begins (2005) og The dark knight (2008). Instrueret af Christopher Nolan, der også står bag de første 2, samt film som Insomnia, The prestige og Inception. Medvirkende:Christian Bale, Gary Oldman, Tom Hardy, Joseph Gordon-Levitt, Anne Hathaway, Morgan Freeman og Michael Caine

Skurkefri = heltefri

Batman er jaget bytte efter at have taget skylden for Harvey Dents dødsfald. Han kan ikke længere vise sig, og i de følgende år viser det sig da også, at der ikke længere er brug for en helt. Takket være afdøde Harvey Dents politik og politiarbejde er alle skurke nu bag lås og slå. Gotham city er nu både skurke- og heltefri. Bruce Wayne der mistede sin kære i en eksplosion, skrumper helt ind. Han har ikke længere rollen som Batman at arbejde bag, og Wayne Enterprises går helt ned uden en engageret leder.

For godt til at være sandt

Den effektive og velkendte politikommissær Gordon læner sig dog ikke tilbage. Ved utrætteligt at snuse rundt kommer han frem til en forbrydergruppe i Gothams undergrund. Sammen med den nyudnævnte medhjælper Blake finder han ud af, at den højt frygtede Bane er kommet til Gotham City. Batman bliver kontaktet, og han kommer ud af sit skjul da det viser sig at Bane er gammelt medlem af skyggeridderne. Ude af træning må Bruce erfare, at det kræver mere end bare vilje at stå ansigt til ansigt med sin overmand, og vinde.

Utrolig flot og medrivende

Christopher Nolan fortsætter hvor han slap. Han giver action, humor, forskruede skurke, usandsynligt seje gadgets, og denne gang også en yndig catwoman fuldt råderum i flotte scener. Spændingen er tændt fra første øjeblik, og selvom plottet er langt mere gennemskueligt end i de andre film, så er det stadig fyldt med overraskelser og spændende twist. Også denne gang flettes en personlig udvikling ind i action historien, så filmen udover underholdning også giver mulighed for eftertanke. Jeg vil anbefale at du har set de første to inden du ser denne, har du til gengæld set de første to er du klart nødt til også at se denne.

5 ud af 6 stjerner
 
Anmeldt af Judith Hedager den 5/8- 2012
 
Anmeldelse lånt fra Movieview.dk