En tragisk ulykke, ændrer livet for den berømte, selvsikre og talentfulde neurokirurg Stephen Strange (Benedict Cumberbatch). Da de klassiske medicinske behandlinger er uden succes, må Doctor Stephen Strange søge alternative muligheder for helbredelse. Dette fører ham til Nepal, hvor han finder et tempel hvori en gruppe mystikere, arbejder med Multiversets paralverden. Strange slutter sig til dem for at lære, hvordan man udnytter Multiversets magiske kræfter. Her står han overfor at skulle ”omprioritere ånden så kroppen kan blive helbredt”. Pludselig, er det ikke kun et spørgsmål om at helbrede sig selv, men om at kæmpe imod de mørke kræfter der truer menneskehedens eksistens.

 

Glem alt hvad du tror du ved

Som hustru til en Marvel-fan, har jeg siddet igennem flere superhelte film, end jeg har haft lyst til. Min generelle holdning til Superhelte film er, at de, på trods af skiftende superhelte, minder en del om hinanden. Vel er de da underholdende, men den helt gribende filmoplevelse lader, for mit vedkommende, vente på sig. Dette er, til dels, også gældende for Doctor Strange. Dog synes jeg faktisk at Doctor Strange kan lidt mere, end de øvrige Marvel og DC-film kunne. Som i de øvrige Marvel film, var der skruet op for action og eventyr – krydret med rappe replikker. Rollebesætningen og det grafiske løftede dog filmen betragteligt.

Stærke roller og et endnu stærkere cast

Benedict Cumberbatch er det første lyspunkt jeg er nødt til at udpege. Han spiller overbevisende nok til, at jeg lader mig rive med og rent faktisk interesserer mig for historien. Der er noget fascinerende over at se neurokirurgens arrogance og selvsikkerhed, blive udfordret af at ny verdensbillede. Mads Mikkelsen, der spiller Kaecilius, klarer det rigtig godt. Han spiller rollen som en klassisk skurk rigtig godt – dog er der et, nærmest, sympatisk lag til ham. På trods af, at hans mål vil ødelægge menneskegedens eksistens som vi kender den, overbeviser han mig om, at han faktisk tror på at han gør det rette.

Psykedeliske scener

Personligt, er jeg ikke ubegrænset begejstret for at 3D er blevet et naturligt valg for mange biograffilm. Ofte er effekten ganske unødvendig, og nærmest som en ekstra gimmick for filmen. Dette er dog ikke gældende for Doctor Strange. Her er 3D pludselig relevant og det er bade kreativt og vedudført. De visuelt imponerende scener er psykedeliske og seeren kommer virkelig med ind i et parallelunivers, som ikke ville have haft samme effekt uden 3D. Hvis du var imponeret over Inceptions animationer, skylder du dig selv at tage ind og se Doctor Strange med 3D brillerne

Marvel-fans får det fulde udbytte

Det står klar for mig, at jeg ikke fangede de mange henvisninger til de øvrige film. Selvom den obligatoriske camio fra Stan Lee fik lokket et fnis ud af mig, må jeg anderkende at jeg bare ikke er nok inde i Marvel universet til at fange nuancerne. En snak med en inkarneret Marvel-fan, gjorde mig dog opmærksom på, at Doctor Strange har været ”teaset” af flere omgange. I Captain America, nævnes Stephen Strange, som værende en af de højrisiko mål, HYDRA holder under opsyn.
Selvom jeg ikke kan kalde mig en Marvel Fangirl, var Doctor Strange en god filmoplevelse. Jeg kan derfor roligt anbefale den – også til Dig der ikke nødvendigvis er den store fan af superheltene.