Ghost team one dvd anmeldelse

 
Ghost team one
 
Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen
 
Ghost team one dvd anmeldelse

Dvd udgivelsesdato: 9 januar 2014
Distributør: FOX-Paramount
Genre: komedie, horror

Skuespiller:
Carlos Santos som Sergio
J.R. Villarreal som Brad
Fernanda Romero som Fernanda
Tony Cavalero som Chuck
Meghan Falcone som Becky
 
Beskrivelse: 
De hormonfyldte collegedrenge Sergio og Brad holder en vild abefest. Under festen ser en af drengene et spøgelse af en slags, som han ender med at ”tørre af” på sit alkoholindtag. Da den lækre Fernanda efter festen viser stor interesse for det overnaturlige, påtager Brad og Sergio sig samme interesse for at kunne score den frække latinapige. De sætter kameraer op i hele huset og beslutter sig for at fange spøgelset, der øjensynligt huserer i huset, på film. Efter lidt efterforskning finder spøgelsesjægerne ud af, at selvsamme hus holder på en dyster hemmelighed. Det er en opgave for Ghost Team One, hvis ene mission er at score Fernanda – og nå ja, fange et spøgelse.
 
Ghost team one dvd anmeldelse
 
Anmeldelse:
Ved første øjekast kan Ghost Team One ligne endnu en spoof a la Scary Movie filmene, men filmen er heldigvis en hel del mere end det. Filmen er nemlig en gyserkomedie, der rent faktisk indeholder elementer fra gysergenren om end at de er få – og der er langt imellem dem. Dette er derfor ingen Shaun of the Dead – ej heller en Tucker & Dale vs Evil. Ghost Team One er lavet for ganske få penge og i det lys, skal det naturligvis bedømmes på et lidt andet niveau end overstående ”klassikere” for genren. Når vi så har afklaret hvad Ghost Team One ikke er, hvad er den så? Det er en slags American Pie møder Blair Witch Project. En masse korte klip skaber lidt atmosfære- og kemien mellem Sergio og Brad er ganske fortrinlig, selv om det sjældent bliver til meget mere end et fnis i ny og næ. Det er nemlig ikke særlig morsomt for voksne mennesker, at se to drenge i en desperat jagt på en pige, der er total uopnåelig for dem begge – og da filmen varer knap 110 minutter, så er det en meget lang damejagt, som man sagtens kan forestille sig slutningen på. Det er egentlig også Ghost Team Ones svageste side. Det hele er så eventyrlig forudsigeligt, at man meget hurtigt kan gætte sig til handlingen. Plottet er hamrende uoriginalt, men det er fortalt på en original måde. Gudskelov har man holdt sig for god til at lege med idéen om found footage, som er ved at være slidt og kedelig, men det afholder nu ikke publikum fra at kede sig lidt over en komedie, der er tyve minutter for lang. Filmen mangler nerve og hovedparten af historien er baseret på ”det du ser, er det du får” konceptet – for her foregår intet underliggende end den tamme historie. Eneste lyspunkt er Brad og Sergios bofælle og  udlejer – den bindegale Chuck, der er på afvænning og hele tiden skal undgå de fristelser, som de letlevende drenge byder ham. Det er morsomt og særdeles overspillet – og er et frisk pust i en komedie, som ellers ikke byder på så meget andet end lidt sjov i gaden og et par frække piger.


Anmeldelse skrevet 27 januar 2014. 

Tak til FOX-Paramount / PR Nordic 

Tilbage til dvd anmeldelser