Novocaine UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
Novocaine UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen
Novocaine UHD 4K blu ray anmeldelse
 
(Nordisk udgave)
Spilletid: 1 time og 50 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 4K - 2.39:1 Native 4K (2160P)
HDR: HDR10, Dolby Vision

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 23. juni 2025
Distributør: SF Studios / Paramount Pictures
Antal disk: 1 = 1 x UHD 4K blu-ray

Genre: Action, komedie
Biograf premiere: 20. marts 2025
 
Instruktør: Dan Berk, Robert Olsen
Manuskript: Lars Jacobson
Producere: Josh Adler, Paul Barbeau, Glen Basner
Fotograf: Jacques Jouffret
Klip: Christian Wagner
Musik: Lorne Balfe, Andrew Kawczynski
 
Skuespiller:
Jack Quaid som Nathan
Amber Midthunder som Sherry
Ray Nicholson som Simon
Jacob Batalon som Roscoe
Betty Gabriel som Mincy
Matt Walsh som Coltraine
Conrad Kemp som Andre
 
Beskrivelse: 
I Novocaine møder vi bankmedarbejderen Nathan Caine, som er født med en manglende evne til at føle smerte, og som derfor lever et ultraforsigtigt liv med f.eks. blendet kost, da han ikke vil risikere at tygge og dermed bide sin tunge af uden at opdage det. Kollegaen Sherry lægger an på Nathan og efter lidt betænkninger overgiver han sig og det varer ikke længe Sherry ender i hans seng. Alt synes rosenrødt for Sherry og Nathan indtil en gruppe brutale bankrøvere røver banken de begge arbejder i, og de tager Sherry med som gidsel. Den nye mere fandenivoldske Nathan ’låner’ en politibil fra en såret politikvinde og sætter efter de flygtende bankrøvere for at få Sherry befriet og da det kommer til nærkamp mod forbryderne, viser hans manglende evne til at føle smerte at være en formidabel superkraft.
 
Novocaine UHD 4K blu ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray

Novocaine er en rimelig underholdende popcornsfilm i stil med ’Nobody’ eller ’Crank’, der ikke kræver for meget tankeaktivitet af sine seere. Efter en lidt langsom start med lidt romantik tager actiongearet over og derefter er ingen grænser for meget vold og blodsudgydelser vi skal udsættes for. Der er mange sjove og fjollede episoder, der tager no-pain ideen op, men troværdigheden hører hurtigt op, når den kedelige bankmand håndterer badguys, som var han en toptrænet elitesoldat. Romancen mellem Nathan og Sherry er meget sød, men den slutter brat da de adskilles når hun tages som gidsel og så er der kun den groteske vold tilbage. Jack Quaid, kendt fra en tilsvarende rolle i Prime serien ’the Boys’, fungerer fint som den naive og nørdede bankmand, knap så meget som actionhelt, mens Amber Midthunder er sød og smuk i rollen som Sherry. Vi får et hyggeligt gensyn med Spidermans sidekick Ned, her i rollen som Roscoe, spillet af Jacob Batalon, som dog godt kunne have brugt et bedre og sjovere manuskript at arbejde med. Alt i alt er Novocaine en udmærket actionfilm man sagtens kan bruge et par timer en sommeraften på, men jeg synes personligt at den udpenslede vold bliver lidt for meget i længden og humordelen kunne have været bedre.
 
Billedsiden af Novocaine set på 4K UHD disk er generelt flot og udstyret med en høj klarhed og detaljerigdom, som giver en god dybde i billedet. Farveskalaen er naturlig og velafbalanceret og HDR og Dolby Vision giver de mørkere scener et løft. Scenerne i bankrøverens hus kan dog virke lidt dunkle og grumsede og det trækker lidt ned. Detaljerne på ansigter, biler og omgivelser mv. fremstår knivskarpt, mens sortniveauet i de mørkere aftenscener udendørs eller indenfor i bankrøvernes værksted er forbilledligt dybt og uden synlige komprimeringsfejl.
 
Det potente Dolby Atmos soundtrack på UHD udgaven af Novocaine fremstår både detaljeret og dynamisk, med fuld gas på lydeffekterne, med masser af panoreringer i alle surround kanaler inklusive Atmos kanalerne ved de mange eksplosioner, biljagter og actionscener, samt suppleret med rigelig brug af subwooferen til at formidle slag eller andre dumpe drøn. Atmos effekterne bidrager til at placere os i centrum for de forrygende actionscener, heriblandt en slowmotion scene med et smadret spejl, hvor glassplinterne klirrer omkring dig. Musiknumrene er velvalgte og godt integreret i lydsporet, mens dialogen er velprioriteret og går klart i gennem, endda i de intense actionscener.
 
Et lille udvalg af ekstramateriale er inkluderet på denne nordiske 1 disk udgave af Novocaine:
 
• Prepare for Pain: Pre-production
• A World of Hurt: Production
• Maximum Physical Damage: Makeup Effects
 

Tak til SF Studios / Paramount Pictures

Anmeldelse skrevet juni 2025

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser