Snow White UHD 4K blu-ray anmeldelse
Snow White UHD 4K blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen ![]() (DK udgave)
Spilletid: 1 time og 49 minutter
Lyd: Dolby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 4K - 2.39:1
HDR: HDR10
UHD Blu-ray udgivelsesdato: 26. juni 2025 Distributør: SF Studios / Disney
Antal disk: 2 = 1 x UHD 4K blu-ray + 1 x blu-ray
Genre: Eventyr, Familie Biograf premiere: 20. marts 2025
Instruktør: Marc Webb
Manuskript: Erin Cressida Wilson
Producere: bl.a. Callum McDougall, Marc Platt, Jared LeBoff Fotograf: Mandy Walker
Klip: Sarah Broshar, Mark Sanger
Musik: Jeff Morrow
Rachel Zegler som Snow White
Emilia Faucher som Young Snow White Gal Gadot som Evil Queen Andrew Burnap som Jonathan Andrew Barth Feldman som Dopey/Narrator(stemme) Martin Klebba som Grumpy(stemme) Beskrivelse:
Filmen begynder med en klodset “origin” historie om Snehvide, hendes far og den onde dronnings magtovertagelse. En sekvens, der føles som en overproduceret episode af Descendants, bare uden charme. Det første musiknummer, Good Things Grow, er noget af det mest tonedøve og sjæleløse Disney nogensinde har sendt ud. Herfra bliver det kun værre, med flere sange, der er glemt, før de slutter. ![]() Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray
![]() Disneys seneste forsøg på at genindspille deres klassikere som live-action-film rammer helt ved siden af med 2025 versionen af Snehvide. Hvor tidligere remakes som Junglebogen havde en vis charme, er Snehvide et rodet, uinspireret og i sidste ende mislykket projekt, der hverken formår at ære originalen eller skabe noget nyt, der fungerer.
Gal Gadot, der spiller den onde dronning, er en katastrofal fejlcasting. Hun mangler både pondus og den truende elegance, som rollen kræver. Hendes sange er uinspirerede og føles som dårlige kopier af tidligere Disney-skurkes ikoniske øjeblikke. Rachel Zegler har mødt en del kritik i forbindelse med sin rolle som Snehvide – både på grund af sin etnicitet og sine offentlige udtalelser om filmen og originalens fokus på kærlighed. Personligt har jeg intet imod Zegler som person eller skuespiller, men jeg må indrømme, at hun ikke passer særlig godt til den klassiske beskrivelse af Snehvide. Det er også svært for mig at tro på fortællingen om, at hun skulle være "den smukkeste i landet", når Gal Gadot spiller den onde droning, det skaber en mærkelig ubalance. Når det er sagt, har Zegler en virkelig smuk sangstemme, og hun leverer nogle fine musikalske øjeblikke i filmen. Men hendes moderne fortolkning af karakteren, mere selvstændig, men også mere kynisk, fungerer bare ikke for mig. Det føles, som om hun prøver at distancere sig fra den klassiske eventyrfigur, i stedet for at give den nyt liv med respekt for originalen. Det ender desværre med at fremmedgøre karakteren, snarere end at forny den. CGI-dværgene ser decideret mærkelige ud, og den visuelle stil er flot men sjælløs, som et pænt postkort uden indhold. Historien forsøger halvhjertet at modernisere eventyret, men det resulterer bare i forvirrende ændringer, der hverken tilfredsstiller nostalgikere eller nye seere. Det føles, som om filmen er lavet af en komité uden sans for fortælling. Originalen fra 1937 har måske forældede elementer, men den havde hjerte, innovation og en klar vision. Alt det mangler her. I stedet for at lade sig inspirere af det, der gjorde den første film magisk, forsøger Disney at presse Snehvide ind i en moderne skabelon uden at forstå, hvorfor den oprindelige fortælling virkede. Det værste er måske, at denne film ikke blot er dårlig, den er ligegyldig. Den har ingen sjæl, ingen retning og vil hurtigt blive glemt. Disney kunne have lavet en ærlig, visuelt opdateret version af den elskede klassiker og ramt både nye og gamle fans. I stedet får vi en film, der fejler både som eventyr, som musical og som remake. ![]() Snow White på 4K UHD imponerer med en flot Dolby Vision-overførsel, der understøtter filmens farverige og eventyrlige visuelle stil. HDR effekterne kommer især til sin ret i scener som frugthaven, hvor varme gyldne toner og mættede farver som blå, rød og gul virkelig træder frem, især i Snehvides kjole. Også den onde dronnings mørke gemakker byder på dybe grønne og lilla nuancer, der skaber en flot kontrast. Detaljerne er skarpe, især i kostumer, makeup og hår på de menneskelige karakterer. Udfordringen opstår i brugen af CGI, hvor særligt dværgene ofte virker vægtløse og mindre troværdige sammenlignet med de fysiske omgivelser. Nogle digitale dyr fungerer, mens andre falder igennem under den høje opløsning. Overordnet set er det dog en visuelt imponerende udgivelse, hvor Dolby Vision gør filmen til en æstetisk fornøjelse, selvom visse effekter halter.
![]() Lydsiden i Snehvide er imponerende, og Dolby Atmos lydsporet giver filmen en levende og omsluttende lydoplevelse. Allerede fra starten skaber lyde af folk omkring én en god rumlig fornemmelse, og effekterne bevæger sig naturligt mellem kanalerne. Selvom åbningssangen, og de øvrige nye sange, ikke imponerer, er lyden teknisk velfungerende. Atmos mixet holder kvaliteten hele vejen: Dyrene, der hjælper Snehvide, dværgene i minen og magiske elementer som tågen fra det magiske spejl udnytter formatet effektivt. Den onde dronnings stemme og kjolens glitrende lyde giver ekstra detaljer, der understøtter stemning og scenografi. Alt i alt er lydsporet et af filmens styrker og formår at forstærke de bedste øjeblikke, selv når indholdet halter.
![]() Tak til SF Studios / Disney Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser |