Teenage Mutant Ninja Turtles 3D blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen

Manuskript: Josh Appelbaum, André Nemec, Evan Daugherty

Producere: B.la Michael Bay, Ian Bryce, Eric J. Crown
Fotograf: Lula Carvalho

Klip: Joel Negron, Glen Scantlebury
Musik: Brian Tyler

 

Megan Fox som April O'Neil
Will Arnett som Vernon Fenwick
William Fichtner som Eric Sacks
Alan Ritchson som Raphael
Noel Fisher som Michelangelo
Pete Ploszek som Leonardo
Johnny Knoxville stemme til Leonardo
Jeremy Howard som Donatello

Beskrivelse: 
Mørket har lagt sig over New York City eftersom Shredder og hans onde Foot Clan har grebet om stort set alt - lige fra politiet til politikerne. Fremtiden ser dyster ud indtil fire udstødte brødre uventet stiger op fra kloakkerne, og opdager deres skæbne som Teenage Mutant Ninja Turtles. Skildpadderne skal arbejde med den frygtløse April O'Neil (Megan Fox) og hendes kameramand Vernon Fenwick for at kunne redde byen og optrævle Shredders djævelske plan.

 

 

Cowabunga! I slutfirserne ramte Turtle Power den vestlige verden med supersonisk kraft - og snart var tv-stationer samt legetøjsbutikker oversvømmet af de fire padder. Donatello, Michelangelo, Raphael og Leonardo var ikke længere navnet på fire berømte kunstnere fra renæssancen, men derimod fire halvtossede pizzaelskende ninja-skildpadder, der med sine personligheder ramte lige i hjertet på børn og barnlige sjæle. Det kom der et par tvivlsomme spillefilm ud af, der i starten af halvfemserne blev store hits, selv om de kun perifert kunne betegnes som kvalitetsfilm, da de mest af alt blev bygget på en trend mere end en egentlig god historie. Især effekterne var tvivlsomme, for mulighederne var stadig begrænsede, når man skulle virkeliggøre fire menneskelige skildpadder med sindssyge Ninja færdigheder. Disse begrænsninger eksisterer ikke i 2014, hvor film efterhånden lever af vanvittige effekter, der bare ser bedre og bedre ud, som tiden indhenter kalenderen.

Desværre er effekterne ikke et kvalitetsstempel i sig selv. Hvor man i gamle dage måtte levere kvalitet i historie, plot og dialog for at kompensere for dårlige effekter, virker nutidens blockbusters som direkte modsætninger, hvor filmkunsten i sig selv må lide på det visuelle udtryks alter. Det samme er desværre sket for padderne fra firserne, der absolut ikke er faldet i hænderne på folk, der elskede og holdt af historierne fra firserne og halvfemserne. For fra filmens allerførste scene bliver det hele mudret. En lidt halvfesen historie om Shredders magt i New York City, bliver hurtigt fordummet af forklaringer, der egentlig giver sig selv, men alligevel bliver udpenslet, som var filmens publikum ude af stand til at tænke selv. Der gik derfor heller ikke meget mere end femten minutter, før min tommelfinger masserede stopknappen på afspilleren, der for denne anmeldelses skyld aldrig blev aktiveret, selv om filmen egentlig ikke fortjente bedre.

For det er nemlig en forfærdelig omgang, som instruktør Jonathan Liebesmann byder sit publikum. Man burde heller ikke forvente andet, da han var manden bag den rædderlige Wrath of The Titans, der tog den halvslatne første film og gjorde fortsættelsen til en rent mareridt. Men tilbage til padderne, der plasker rundt i filmen, som var de minipadder i et akvarium, der helt har givet op på at få besøgende. Her er nemlig ingen nerve, ingen sjove one-liners og intet plot, der er værd at nævne. Filmen mangler i den grad retning, for dialogen er kunstig, actionscenerne slappe og hele følelsen af forvirring breder sig fra filmmageren helt ud i stuerne, hvor man hurtigt taber interessen for filmens hovedpersoner. De er i øvrigt enormt kejtet i deres udtryk, hvor man aldrig rigtig beslutter sig for, hvilken type Ninja skildpadder man prøver at portrættere. På det ene tidspunkt er de stille, snigende og adrætte. Det næste øjeblik er de tunge bulldozers, der smadrer, tonser og flænser alt på deres vej. Det samme kan siges om portrættet af April, der konstant går fra følsom og bange til superhelt efter for godt befindende. Forvirringen bliver total, når kemien mellem hende og padderne slet ikke er til stede. Man sidder og korser sig over, hvordan Megan Fox kan få roller i film, hvor hun ikke bare skal smide tøjet, for kvinden er helt igennem talentløs, når hun ikke engang kan løfte en så simpel rolle som Aprils.

Skuespillet er i øvrigt instrueret omkring par med Megans præstation. En god skuespiller som William Fichtner har aldrig set så kunstig ud, hvilket fortæller en erfaren filmelsker som jeg, at manden simpelthen har manglet instruktion. Men der er heller ikke meget at arbejde med, for aldrig har jeg oplevet så tynd en historie i så dyr en film, der med sikkerhed kun vil underholde hardcorefans, der bare gerne vil opleve Teenage Mutant Ninja Turtles anno 2014. Jeg siger nej tak, ellers tak og farvel og tak til padderne, som gud hjælpe mig vender tilbage med en fortsættelse. Den bliver uden mig, for næste gang maser jeg stopknappen ud af bunden på min fjernbetjening. Aldrig mere Turtles. Aldrig mere Jonathan Liebesmann.

 

Der er gudskelov bedre ting at sige om billedet end om selve filmen. For vi har at gøre med en visuel smuk film, der uanset hvad man måtte mene om udformningen af de fire turtles, er en meget flot og visuelt imponerende film. Den er lidt mørk til tider, men den slipper aldrig den skarphed, som er kendetegnende for filmen som helhed. Farverne er en smule nedtonet, men det er et logisk valg, hvis man bare vil have en smule af stemningen fra Turtles tegneserien, der trods alt var forlæg til alt det, der kom efter af tv-serier og film. 3D udgaven er lige så smuk, holder en fornuftig klarhed, men mangler effekter, der gør det værd at opleve filmen i 3D. Uanset hvad er det en lækker visuel oplevelse, at genopleve de gamle padder.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne film ender i mange hjemmebiografer som umiddelbar reference – indtil bedre film udkommer i det nye spændende Dolby Atmos format. Og når det så er sagt, så er det en FANTASTISK oplevelse, at mærke hvordan Dolby Atmos sætter liv i herlighederne, der virkelig giver filmen en ekstra dimension. Jeg har ikke Dolby Atmos derhjemme, så jeg måtte se filmen uden, da jeg så den første gang, men da jeg så fik muligheden for at opleve Atmos i fuld flor, var jeg imponeret fra første scene. Det burde egentlig have reddet filmen selv en ekstra stjerne, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at give sådan en gang bras mere end en stjerne, når jeg ved, at der nok skal komme bedre film i Dolby Atmos ude i fremtiden.

 

- Digital Reality
- In Your Face
- It Ain’t Easy Being Green
- Evolutionary mash up
-Turtle Rock
- Expanded Ending
- Shell Shocked
- Making of Shell Shocked