The Abyss UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
The Abyss UHD 4K blu ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan VIlhelmsen 
The Abyss UHD 4K blu ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 2 timer og 20 minutter (Extended 2 timer og 51 min)
Lyd: Dolby Atmos 7.1.4
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 4K - 2.40:1
HDR: HDR10, Dolby Vision

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 29. april 2024
Distributør: SF Studios / 20th Century studios
Antal disk:  3 = 1 x UHD 4K blu-ray + 2 x blu-ray disc (film + bonus)

Genre: Action, eventyr, Sci-Fi, Thriller
Biograf premiere: 26. august 1994
 
Instruktør: James Cameron
Manuskript: James Cameron
Producere: Gale Anne Hurd, Van Ling
Fotograf: Mikael Salomon
Klip: Conrad Buff IV, Joel Goodman, Steven Quale
Musik: Alan Silvestri
 
Skuespiller:
Ed Harris som Bud Brigman
Mary Elizabeth Mastrantonio som Lindsey Brigman
Michael Biehn som Lt. Coffey
Leo Burmester som Catfish De Vries
Todd Graff som Alan 'Hippy' Carnes
Jimmie Ray Weeks som Leland McBride
 
Beskrivelse: 
Under den kolde krig synker en topmoderne amerikansk ubåd propfyldt med atomsprænghoveder under mystiske omstændigheder nær Cuba. Et crew der arbejder på en undervands olieplatform på havbunden i området, ledet af Bud Brigman (Ed Harris), hidkaldes til en mulig redningsaktion af ubådens besætning. Et hold Navy Seals flyves med helikopter ud for at lede missionen, mens undervandsriggens ejer og designer og Buds separerede hustru Lindsey (Mary Elizabeth Mastrantonio) også deltager for at beskytte firmaets ejendom. Under den første dykning til ubåden står det hurtigt klart at der ikke er nogen overlevende, og da en af dykkerne ser et mystisk lys går han i chok og de vender tilbage til undervandsriggen. Marinesoldaterne når dog at finde deres sprænghoveder og da de alle er tilbage på undervandsriggen, ’låner’ de en miniubåd for at hente sprænghovedet. Samtidigt er en kraftig orkan i anløb i overfladen og da undervandsriggen er forbundet med et kabel til et skib i overfladen, bliver det hurtigt kritisk, da skibet ikke længere kan modstå vind og strøm og begynder at trække undervandsriggen mod en afgrund i havbunden.
 
The Abyss UHD 4K blu ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray eller blu-ray

Wow, hvor filminstruktøren James Cameron ‘ejede’ biograferne i en 10-årig periode fra 1984 til 1994; Terminator (1984), Aliens (1986), The Abyss (1989), Terminator 2 (1991) og True Lies (1994), hvor alle 5 film er nogle af denne anmelders all-time favorites. Nu er Aliens, The Abyss og True Lies alle endeligt blevet genudgivet i nyrestaurerede 4K versioner, hvilket var på høje tid efter at været udskudt gang på gang.

The Abyss kan ses som en blandingaf filmen ’Nærkontakt af 3. grad’ og et actionfyldt og klaustrofobisk ubådsdrama og den er både for datidens standard og i dag utroligt godt lavet og meget medrivende, med en historie med mange lag og troværdige karakterer. Det overnaturlige element med rumvæsner er måske ikke for alle, der kun ønsker hårdkogt action, men er selvfølgelig det ekstra, der gør the Abyss til noget særligt. Det overnaturlige får mere spilletid i den udvidede version, så hvis man foretrækker mindre af det og en spilletid tættere på 2 end 3 timer kan man overveje at se biografudgaven, som også er tilgængelig på disken.
 
Genudgivelsen af The Abyss på 4K disk er et glædelig gensyn med en film der tidligere kun fandtes på non-anamorphic dvd, for det ikke skal være løgn. Af de aktuelle tre James Cameron 4K genudgivelser, er The Abyss efter min mening den film der både ser bedst ud og hvor lydsiden samtidigt også fungerer bedst. Kombineret med et interessant ekstramateriale kan jeg kun komme med en top anbefaling til at få the Abyss hjem i samlingen.
 
The Abyss udgives på UHD i formatet 2.39:1 med et HEVC / H.265 encodet 2160p transfer og billedsiden har fået en fantastisk opgradering med blandt andet Dolby Vision/HDR. I restaureringsprocessen er der anvendt AI, altså kunstig intelligens til at rense tidens smuds og en stor del overflødig grain fra billedet. Denne udgave af The Abyss er tilmed baseret på en 4K master, hvilket har gjort det lettere at få et godt resultat og det er også blevet derefter. For undertegnede er det er svært at sammenligne med den 30 år gamle dvd-udgave jeg havde i samlingen, men jeg kan bare konstatere at the Abyss i 4K ser fantastisk ud og billedsiden er fuldt ud på niveau med nye udgivelser. Der er ikke skyggen af f.eks. motion blur eller andre fejl i billedet. Den danske filmfotograf Mikael Salomon udførte dengang et fænomenalt arbejde under umulige betingelser og samtlige scener fremstår nu som dengang perfekt belyst med en klarhed og detaljerigdom, som giver en god dybdevirkning i billedet og detaljer på ansigter, tekstiler mv. fremstår knivskarpt. HDR/Dolby Vision er med at udvide farvespektret, som ellers er overvejende blåt, betydeligt, så det både føles mere nuanceret og naturligt, mens sortniveauet i de mørkere scener, er forbilledligt dybt og uden synlig komprimering. Den højere opløsning på UHD disken af The Abyss giver selvfølgelig billedsiden et løft i forhold til den medfølgende blu-ray udgave, men blu-ray disken har fået samme billedrensning og leverer derfor fortsat en flot udgave af filmen, på trods af at man her må nøjes med et DTS HDMA 5.1 lydspor.
 
Udover at stadig være en fed sci-fi actionfilm er begrundelsen for at anskaffe sig The Abyss på 4K UHD disk helt sikkert lydsiden, for her er der virkelig knald på og kvaliten er igen helt på højde med nye udgivelser. Dolby Atmos soundtracket til denne UHD udgivelse af The Abyss fremstår både detaljeret og dynamisk, med fuld gas på lydeffekterne, med masser af fede og præcise panoreringer i alle kanaler samt god brug af subwooferen f.eks. når undervandsstationen trækkes hen over havbunden eller når de to mini ubåde støder sammen under jagten. Atmos effekterne bidrager til at placere os i centrum for de forrygende actionscener under vandet og giver en ekstra rumlig dimension i oplevelsen med lyden af bobler og indfossende havvand eller den indeklemte lyd af dialogen når vi befinder os i mini ubåden. Brugen af Alan Silvestri’s fremragende soundtrack og dialogen er velprioriteret og går klart i gennem, også i actionscenerne. The Abyss kan derfor helt klart anbefales som demo materiale for en hjemmebiograf, der understøtter Dolby Atmos formatet.
 
Alt ekstramaterialet for denne 4K udgave af The Abyss 4K er placeret på den 3. Blu-ray disk og derfor må vi desværre undvære kommentarlydspor, som vi ellers fik på den nye udgave af Aliens, hvilket trækker karakteren ned. Til gengæld er bonusdisken spækket med interessante dokumentarer og interviews med James Cameron. Billedkvaliteten er mildt sagt elendigt svingende fra SD til HD, men indholdet er så interessant så det er mindre vigtigt.

Disc 1 (4K UHD)
• Biografversion (2:20:16) og Special Edition (2:51:01)

Disc 2 (1080p)
• Biografversion (2:20:16) og Special Edition (2:51:01)

Disc 3 (1080p)
• Deep Dive: A Conversation with James Cameron (HD; 32:23)
• The Legacy of The Abyss (HD; 24:39)
• Under Pressure: Making The Abyss (SD; 59:37)
• Archives (SD)
 

Tak til SF Studios / 20th Century studios

Anmeldelse skrevet maj 2024

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser