The Crown sæson 4 blu-ray anmeldelse

 
The Crown sæson 4 blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Jan Vilhelmsen

The Crown sæson 4 blu-ray anmeldelse

Zone B (Nordisk udgave) 
Spilletid: 8 timer og 48 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5.1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Aspect Ration: 2.00:1

Blu-ray udgivelsesdato: 15. november 2021
Distributør: SF Studios / Sony
Antal disk: 4 = Blu-ray

Genre: Historisk drama
 
Skuespiller:
Olivia Colman som Queen Elizabeth II
Gillian Anderson som Margaret Thatcher
Tobias Menzies som Prince Philip, Duke of Edinburgh
Helena Bonham Carter som Princess Margaret
Emma Corrin som Princess Diana
Josh O’Conner som Prince Charles
Marion Bailey som Queen Elizabeth the Queen Mother
Charles Dance som Lord Mountbatten
 
Beskrivelse:
I Netflix-serien The Crowns 4. sæson følger vi det engelske kongehus i perioden 1979- 1991 og fokus er især på Prins Charles og Prinsesse Dianas bryllup, optakt og efterdønninger, men også det politiske klima i Storbritannien med en Margaret Thatcher, der kommer til roret og serien kommer både omkring IRA attentatet på Lord Mountbatten, Falklandskrigen, et opgør med apartheid i Sydafrika og andre storpolitiske episoder. Det primære fokus for denne sæson er dog Prins Charles og Prinsesse Dianas mildt sagt stormfulde ’tvangsægteskab’, som ikke bringer lykke til nogen af parterne, og også skaber røre i resten af kongehuset.
 
The Crown sæson 4 blu-ray anmeldelse
 
 
The Crown er en spektakulært opsat Netflix serie, som formår at give et unikt indblik i det mest magtfulde kongehus i Europa og dets historie i nyere tid. The Crown sæson 4 er som en historietime omsat til et stykke underholdende drama og er fremragende underholdning som bringer masser af aha oplevelser, især for os der er vokset op i perioden. Sæsonen er skrevet af Peter Morgan, som også står bag de foregående 3 sæsoner og han finder på fremragende vis balancen mellem historiefortælling og drama. Grundhistorien følger de historiske episoder og facts, mens der selvfølgeligt er digtet på de ting, der foregår bag facaden i det private kongehus, men som Prins Harry har udtalt, så kunne det sagtens have foregået på den måde, som serien beskriver det. Der er brugt slotte og andre locations der ligner dem, som kongehuset selv benytter i dag til forveksling, så som dansker ser det ud som om det foregår ’on location’ og det giver en også solid troværdighed. Samtidigt er der også gjort meget ud af at finde nogle skuespillere der ligner virkelighedens personer.

Alle medvirkede skuespillere i The Crown sæson 4 leverer på et tårnhøjt og troværdigt niveau, men fremhæves bør Gillian Andersons præstation i rollen, som Margaret Thatcher, en rolle som hun i øvrigt vandt en Emmy for, Josh O’Conner i rollen som Prince Charles og Olivia Colmans solide præstation som grundklippen i familien, Queen Elizabeth II.
 
 The Crown sæson 4 blu-ray anmeldelse

Billedsiden i The Crown sæson 4 leveres på Blu-ray i tv-formatet 2.00:1, med smukke, skarpe og detaljerige billeder fra de udsøgt dekorerede kongelige slotte og gemakker, samt smukke views fra bl.a. den skotske natur omkring Balmoral og Londons bygninger. Ansigtsdetaljer står skarpt ned til mindste panderynke, mens alle kostumer og øvrig scenografi er gengivet perfekt ned til mindste detalje. Farveskalaen er naturlig, men lader ikke noget tilbage at ønske i forhold sprudlende farver på kjoler og andet fra de glade 80’ere. Sortniveauet er så dybt som det skal være, men samtidigt er det let at orientere sig i de udendørs aftensscener, mens belysningen generelt er god i scenerne der foregår indendørs. Ingen synlige komprimeringsfejl blev bemærket, så alt i alt en førsteklasses udgivelse..
 
Lydsporet leveres som et DTS-HD Master Audio 5.1 lossless soundtrack, der er velafbalanceret og som fungerer glimrende til tv-formatet. The Crown sæson 4 er selvfølgelig primært dialogbaseret, men der er også gode atmosfæreskabende effekter f.eks. i forbindelse med scener med forsamlinger af mange mennesker, og indimellem får surroundeffekter fra bl.a. diverse køretøjer, da også lov til at være en del af lydbilledet. Dialogen fremstår hele tiden tydeligt og centreret i lydbilledet.
 
• Triumph & Tragedy: Diana & Charles (1080p, 5:52)
• Three Groundbreaking Women (1080p, 6:37)
• Research, Costumes & More: The Making of Season 4 (1080p, 8:40)
• Photo Gallery (1080p): Historical photos juxtaposed against their reproductions for the series.
 

Anmeldelse skrevet december 2021.

Tak til SF Studios / Sony

Tilbage til blu-ray serie anmeldelser