The X Files sæson 11 blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen

 

Antal disk: 3 x Blu-ray.

Genre: Sci-fi

 

Gillian Anderson som Dana Scully
David Duchovny som Fox Mulder

 

Beskrivelse: 
Sandheden er derude', og det er netop dén, Scully og Mulder søger i dette sci-fi fænomen om deres forsøg på at forklare det tilsyneladende uforklarlige.

I denne sæson finder Mulder og Scully bl.a. ud af at de ikke er de eneste, der desperat søger efter deres fortabte søn William.

 

 

Dette efterår markerer 25-året for premieren på første sæson af X-Files. Serien har været rigtig meget igennem, siden Mark Snows karakteristiske tema løb over skærmen først gang, men hvordan står det til i X-Files land i år 2018? Er Mulder og Scully stadig seværdige eller er sølvbrylluppet begyndelsen på enden?

X-Files var i 1993 en del af det startskud på tv-serier, der pludselig var mere end billig underholdning. Pludselig kunne tv-serien måle sig med biograffilm, for produktionsværdien steg ekspotentielt med de nye tv-seere, der droppede biografsalenes mørke for en aften, når Mulder og Scully kæmpede mod udenjordiske monstre af alle slags. Mellem sæson ni og ti tog X-Files en 15-årig pause, der skulle vise sig at blive et banebrydende halvanden årti for tv-serier. Med andre ord er vi blevet forkælet med lækre produktioner, som har hævet standarden til noget endnu højere end den barre, som X-Files begyndte med at sætte.

Det kan derfor også nemt føles lidt som at vende tilbage til 90’erne, når man skal igennem den nye og elvte sæson af X-Files. Historierne mangler kød og substans, når man pludselig har hundredvis af fantastiske tv afsnit at vælge imellem. Eksempelvis brugte den originale X-Files serie meget, at sætte tempoet op således, at seeren ikke længere fik mulighed for at tænke på hvorvidt scenerne hang sammen eller var plausible. Det virkede fantastisk….dengang! I dag virker Mulder som en forvirret gammel mand, når han springer i bilen og ræser af sted, for at skjule at plottet nu hopper fuldkommen af sporet og overhovedet ikke hænger sammen. Det var den slags, som vi accepterede i halvfemserne, men i dag virker det bare ikke. Det virker heller ikke, når hovedpersonerne hæver stemmerne til et dramatisk niveau, for at derefter levere en omgang sludder af en tale. Det fanger vi nemlig i dag, hvor tv-serier sætter større krav til sine seere – end man gjorde tilbage hvor Ricardo var gud og tysken blev slået med 2-0 i Gøteborg.

Selve historien i denne omgang af X-Files virker besynderligt sat sammen. Man prøver, ligesom i forrige sæson, at samle trådene, der drev fans af serien til vanvid gennem ni sæsoner. Det lykkes faktisk et langt stykke hen ad vejen, hvis man altså kan finde en seer, der stadig lader sig suge ind i et forældet univers, hvor tiden har stået stille. Man kan slutte at operationen lykkedes, men patienten har været stendød siden halvfemserne. Rigor Mortis er indfundet og det samme kan siges om Gillian Andersons ansigt, der efterhånden er helt uden mimik. Uden at kaste mig ud i at forsvare eller angribe moderne kropsindgreb og skønhedsidealer, hjælper Scullys frosne ansigt ikke meget på konstateringen af, at denne serie er en død sild.

Er man fan af X-Files og hang ved, da man skiftede folk ud, hev nye folk ind og genoplevede serien i forrige sæson – så vil der være noget at hente, for sæson elleve tager fint fat i hele det fundament, som serien er skabt på. Tilhører man derimod den gruppe af mennesker, som er rykket videre, har glemt alt andet end Mark Snows tema og ikke længere tror på liv udenfor kælderen i Washington DC, så er sandheden nok ikke længere derude.

 

 

Billedet i X-Files har alle dage været lidt skummelt udseende. Det er naturligvis et bevidst valg, at det hele er pakket ind i et lidt tåget filter, for det fungerer rigtig godt med historien og temaet for serien. Det fungerer stadig godt efter elleve sæsoner, hvor tingene stadig står støvet og uskarpt ind imellem. Farverne er fine og sortniveau fejler bestemt ingenting med undtagelse af et par grå scener, hvor sort er fjernet, som et bevidst valg.

Der er intet at udsætte på DTS HD MA lydsporet, der leverer alt hvad man kan forlange af en tv-serie, der bestemt ikke er bygget på spændende lyd, musik eller effekter. Til gengæld er dialogen lige i skabet, for den står tydelig og sprød gennem samtlige scener.